Mistænkt for drabsforsøg: Politiet efterlyser og advarer mod denne mand
Efterlyst mistænkes for at have stået bag et overfald torsdag aften i Aarhus, hvor en 33-årig mand blev stukket i brystet med en kniv.

Østjyllands Politi efterlyser den 24-årige Anders Hove Christensen, som mistænkes for at have stået bag et overfald forrige torsdag aften i Aarhus, hvor en 33-årig mand blev stukket i brystet med en kniv.
Det var lidt over klokken 23 på Åboulevarden i Aarhus, at et slagsmål mellem nogle mænd udviklede sig, og den 33-årige blev stukket ned. Han blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand, men er nu udskrevet fra hospitalet.
Knivstikket var så voldsomt, at politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg.
På baggrund af efterforskningen mistænker politiet den 24-årige for at stå bag drabsforsøget og har de seneste dage forsøgt at få fat i ham. Det er dog ikke lykkedes, og derfor beder Østjyllands Politi nu offentligheden om hjælp til at finde frem til ham.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor der er indsat et foto af den efterlyste.
Ring 114, hvis du ser ham, lyder opfordringen fra Østjyllands Politi.
Anders Hove Christensen beskrives som:
• 24 år
• Ca. 176 cm høj, almindelig af bygning
• Brun hudfarve
• Brune øjne
• Sort hår
• Har lille mørkt modermærke i panden
• Sort hageskæg
Ser man den efterlyste eller har oplysninger om, hvor han er, skal man ikke selv forsøge at tage kontakt til ham eller tilbageholde ham. Kontakt i stedet politiet med det samme via telefonnummer 114.

ksa