Jens Rohde ramt af genstand på motorvejen: Forruden smadret 40 centimeter fra politikeren
Folketingspolitikeren fik en endnu ukendt genstand i forruden. Politiet afspærrede efterfølgende motorvejen

Folketingspolitiker Jens Rohde oplevede torsdag, at forruden på hans bil blev smadret, efter den før middag blev ramt af en ukendt genstand på Vestmotorvejen nær Slagelse.
Det skriver Ekstra Bladet.
Til avisen siger Jens Rohde:
»Jeg kom kørende og når at se, at der kommer noget imod mig, og så kommer der ellers et ordentligt brag, og så er der en masse glassplinter i bilen, siger en rystet, men fattet Jens Rohde til Ekstra Bladet få timer efter hændelsen.«
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste klokken 12.02, at man var til stede med flere patruljer på Vestmotorvejen omkring afkørsel 38 for at undersøge et forhold, hvor en personbil er ramt af en genstand under motorvejsbroen.
»Vi tager anmeldelsen meget seriøst og undersøger pt. gerningsstedet,« skrev politiet.
Jens Rohde er naturligvis chokeret over oplevelsen, som, han ved, kunne være gået endnu værre.
»Hvis den havde ramt 40 centimeter længere over mod førersædet, havde jeg ikke kunnet se ud af ruden, og hvad havde jeg så gjort? Måske havde jeg revet i rattet eller noget, det ved man ikke,« siger han til Ekstra Bladet.
Politiet har endnu ikke meldt ud, om man har fundet noget på strækningen.

jn