Høj mand røvede spillehal iført dunjakke og skimaske: Hvem er han?
Hjælp politiet med at identificere gerningsmand til et røveri, som fandt sted i spillehallen Pitten i Nyborg den 9. august.

Fyns Politi offentlig gør nu billeder fra overvågningskameraer i Pitten i Nyborg i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere gerningsmanden til et røveri begået i mandags.
Røveriet skete om aftenen omkring klokken 22.17-22.19, hvor en gerningsmand truede sig til et kontantbeløb ved hjælp af en kniv.
Gerningsmanden beskrives ifølge politiet som: Ca. 190 cm. høj, iført sort dunjakke med hætte og lille hvidt logo på venstre overarm. Mørke bukser og mørke sko. Han var maskeret med hætte og sort skimaske. Truede med kniv.
Billederne fra spillehallen er sparsomme, men man kan eksempelvis se gerningsmandens sorte dunjakke med hvidt logo på venstre overarm. Måske nogen kan genkende denne.
Oplysninger om manden bedes gives til Fyns Politi på telefon 1-1-4.

jn