Det højeste antal smittede i to uger: Men allermest bekymrer et hop i antallet af indlæggelser
3.594.438 borgere i Danmark kan kalde sig færdigvaccineret - svarende til 61,4 procent af befolkningen.

Det seneste døgn er der registreret 1162 smittetilfælde med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.
Det er det højeste antal smittede registreret på et døgn i de seneste to uger.
»Det er ærgerligt at se, at smittetallet stadig er så forholdsvist højt. Men det der bekymrer mig allermest er, at der nu igen er et hop i antallet af indlæggelser. Jeg håber, at vi om lidt vil se, at smitten aftager, fordi vi får de sidste vaccineret. Men det er forventeligt at se en øget smitte, nu hvor vi har en øget aktivitet med skolestart og rejseaktivitet. Vi mangler at få de sidste med. Det er stadig den samme aldersgruppe, de unge og de unge voksne, som bærer smitten. Og så dem som nu vender hjem fra ferie. Dem skal vi have vaccineret,« siger Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet, til Ritzau.
3.594.438 borgere i Danmark kan kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til 61,4 procent af befolkningen.
73,6 procent af befolkningen har påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det er 4.307.031 personer.
I øjeblikket bliver vacciner tilbudt alle personer, der er fyldt 12 år.
kb