Skandalepsykolog Michael Adam Guul skal for retten: Anklaget for vold, trusler og afpresning af ekskæreste
Anklageskrift afslører, at psykolog Michael Adam Guul ikke bare har haft arbejdsmæssige problemer, men også et tumultarisk privatliv.
Han har været heftigt kritiseret for manglende professionalisme og udvidenskabelige metoder i forbindelse med forældreevneundersøgelser i sager om tvangsfjernelse af børn - også i Aarhus.
Men inden længe er det ikke bare kritik af sit arbejde, psykologen skal slås med, men alvorlige anklager om forbrydelser begået mod især sin ekskæreste.
Mandag morgen behandlede Retten i Aarhus en begæring fra Michael Adam Guul om navneforbud i sagen mod ham, men den begæring underkendte dommeren torsdag, hvorfor Lokalavisen Aarhus nu kan referere åbent om anklagerne mod ham.
I anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i, er der 18 anklagepunkter mod Michael Adam Guul, hvor et enkelt omhandler, at han i 2019 forsøgte at få en chef i Tårnby Kommune til ulovligt via kommunens registre at skaffe ham en adresse.
Krævede 30.000 kroner
De resterende 17 anklagepunkter omhandler ekskæresten.
Ifølge anklagemyndigheden fik han i 2017 ud for Casino Royal hende til at give ham 30.000 kroner ved at true med at sende banden Black Army efter hende, ligesom han også truede med at ville »skyde hjernen ud« på hendes søster.
Otte af anklagepunkterne omhandler vold begået mod ekskæresten i en lejlighed i Aarhus V. Ved flere tilfælde skulle han have slået hende, men angiveligt er hun også blevet sparket, revet i håret og væltet omkuld.
Anklageskriftet beretter desuden om meget fornedrende adfærd i form af, at han skulle have smidt en tændt cigaret ind under hendes tøj, spyttet på hende, hældt cola og negleolie ud over hende.
Uhyggelige trusler
Derudover er der et enkelt tilfælde i 2018, hvor det påstås, at Michael Adam Guul tog fat i hendes hoved og slog hendes ansigt ned i en håndvask på badeværelset.
Flere af truslerne fra Michael Adam Guul blev ikke blot fremsat mod ekskæresten, ifølge Anklagemyndigheden. Psykologen truede også med at få nogen til at køre hendes veninde ned, få Black Army til at voldtage en veninde i en skov og skære søsteren i ansigtet, ligesom også ekskærestens forældre skulle have besøg af Black Army og hænges med hovedet nedad.
I to tilfælde skulle Michael Adam Guul også have overtrådt et tilhold mod ekskæresten.
Det fremgår af anklageskriftet, at Anklagemyndigheden nedlægger påstand om ubetinget fængselsstraf til psykologen.
Det har endnu ikke været muligt at få oplyst, hvornår retssagen mod Michael Adam Guul går i gang.