Bil med 7 personer forulykkede i nat: Familiemedlemmer i kø bagved steg ud og blandede sig i politiets arbejde
Politiet var udfordret af, at folk steg ud af deres biler for at blande sig ved et uheldssted på Motorring 4.

Politi og redningsmandskab rykkede natten mellem mandag og tirsdag ud til et solouheld på Motorring 4 i sydgående retning kort før Taastrup.
Her kørte en bil med syv personer galt, da føreren formentlig mistede herredømmet og landede i grøften, fortæller vagtchef Lars Guldborg fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
»Der er nogle af dem, der er kommet til skade, men heldigvis ikke nogen livstruende skader,« sagde vagtchefen kort efter midnat natten til tirsdag.
Tirsdag morgen siger vagtchefen, at der var tale om i alt syv personer, som formentlig alle er udskrevet fra hospitalet igen.
Motorvejen var i periode spærret under oprydnings- og redningsarbejdet. Omkring klokken 01.00 blev motorvejen igen åbnet for trafik.
Men politiets arbejde blev ifølge vagtchefen udfordret af personer, der holdt i kø i forbindelse med afspærringen af motorvejen.
»Vores udfordring lige nu er, at folk, der sidder i kø, stiger ud af deres biler og går op til skadestedet og blander sig,« sagde vagtchefen kort efter midnat.
Vagtchefen siger tirsdag morgen, at det viste sig at være familiemedlemmer til de involverede, der forsøgte at nå uheldsstedet.
kb