Anklage mod Levakovic-familien: Røvede 91-årig kvinde - og tog foto af lille dreng med hav af pengesedler
En tre-årig dreng blev fotograferet i et hav af pengesedler samme dag som der blev røvet 80.000 i kontanter hos 91-årig kvinde i Brøndby. Mor til barnet: »Jeg synes, det er lidt blæret at tage sådan et billede,« siger den 43-å
20 ældre blev ofre for indbrudstyveri eller røveri begået af medlemmer af Levakovic-familien, som under dække af at være corona-plejepersonale fuppede sig til adgang hos ofrene - det hævder anklagemyndigheden i en sag, som er indledt mandag ved Retten i Glostrup.
Fem af ofrene er senere afgået ved døden og kan derfor ikke vidne i retten, oplyser anklagerne fra Københavns Vestegns Politi ifølge Ritzau.
På anklagebænken sidder en kvinde og tre mænd fra Levakovic-familien, som gennem årene har fået masser af omtale for kriminalitet som for eksempel tricktyverier.
De nægter sig skyldige i næsten samtlige anklager.
På den tiltalte kvindes iPhone har politiet fundet et foto, som via Messenger blev sendt til kvindens ældste søn.
På billedet ses hendes mindste barn på tre år siddende på en seng. Han ser lidt betuttet ud og kigger på de pengesedler, han holder i hånden. Rundt om ham ligger masser af femhundredekronesedler. Kontanterne dækker hans krop og ben og en stor del af sengen.
Fotoet blev sendt sidst på aftenen 18. april. Tidligere samme dag havde en 91-årig kvinde i Brøndby mistet 80.000 kroner i kontanter. Iført handsker og mundbind hævdede en gæst at være fra hjemmeplejen, og at hun var kommet for at spritte af. Men det endte med et røveri, mener anklagemyndigheden.
Og det er ikke første gang, at kvindens mindste barn er blevet fotograferet i et hav af pengesedler, oplyser hun i retten.
»Jeg synes, det er lidt blæret at tage sådan et billede,« siger den 43-årige.
Hvis de fire kendes skyldige, vil de blive mødt med krav om en skærpet straf, fordi mange af lovovertrædelserne blev begået i forbindelse med coronapandemien.
I 16 tilfælde af indbrudstyveri og røveri er den særlige corona-bestemmelse i straffeloven nævnt i anklageskriftet, oplyser Ritzau.
Desuden skal nævningetinget også afgøre, om to af mændene skal udvises af Danmark.
kb