Røverbande i dødskørsel mod trafikken på motorvejen: Bil måtte undvige for at undgå påkørsel
Politiet søger vidner til vanvidskørsel mod færdselsretningen på Herningmotorvejen.

Det kunne have endt katastrofalt, da en sort Renault Clio Stationcar mandag eftermiddag kom ræsende mod kørselsretningen på Herningmotorvejen mellem Bording og Pårup.
Episoden skete i tidsrummet mellem klokken 17.15 og 17.30 og over en strækning på omkring fem kilometer. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi har mindst én bil måttet undvige for at undgå påkørsel.
Politiet ønsker at høre fra bilister, som oplevede Renaultens vanvidskørsel mellem Bording og Pårup-afkørslerne.
Vidnerne bedes ringe på telefon 1-1-4.
Politiet oplyser, at bilen var stjålet i forbindelse med et røveri på en adresse i Herningområdet.
Tre mænd blev efterfølgende anholdt i forbindelse med sagen. De fremstilles tirsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Herning.
jn