Borger slår alarm efter chokerende fund: 18 mortergranater lå efterladt

En borger kontakte mandag formiddag klokken 10.19 politiet og fortalte, at han havde fundet nogle genstande, som lignede granater ved Møllesø i Eskilstrup på Falster.
Forsvarets sprængningseksperter fra EOD rykkede ud og kunne konstatere, at der var tale om 18 mortergranater, som formentlig stammede fra Anden Verdenskrig.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sørgede EOD for, at granaterne blev bortsprængt.
Det formodes, at granaterne er blevet fisket op af nogle magnetfiskere og blot efterladt ved søen.
I den forbindelse råder politiet til, at hvis man finder noget, man har mistanke om kan være noget tilsvarende, så lad det ligge, hold afstand og tilkald politiet med det samme.