Alarm fra campingplads: 6-årig dreng blev fundet livløs i swimmingpool
Årvågne borgere blev lørdagens helte, da de ved hjælp af livreddende førstehjælp fik genoplivet 6-årig dreng i Ebeltoft.

Det helt store redningshold bestående af ambulancer og en lægehelikopter blev lørdag aften sendt til en campingplads på Dråbyvej i Ebeltoft, efter en 6-årig dreng klokken 19.48 var blevet fundet livløs i stedets swimmingpool.
Det oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til Adresseavisen Syddjurs.
Drengen havde af uvisse årsager fået det dårligt og var stoppet med at trække vejret, mens han var i vandet.
Til alt held reagerede personer i og omkring poolen hurtigt og fik reddet den 6-årige i land og begyndt livreddende førstehjælp, hvilket gjorde, at han hurtigt kom til sig selv igen.
Drengen blev dog efterfølgende bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby til observation. Derfra lyder meldingen ifølge politiets vagtchef, at han efter omstændighederne har det godt her dagen derpå.
jn