Sådan blev det forsvundne ægtepar Peter og Johanne fundet - lykkeligvis i god behold
Siden lørdag har en stor eftersøgning været i gang efter forsvundet ægtepar.

En stor eftersøgning med helikopter, droner og hunde kunne søndag formiddag afblæses, da ægteparret Peter og Johanne Jensen blev fundet i god behold.
Den 71-årige Johanne og 72-årige Peter, der bor i Bramming, forlod lørdag formiddag nogle bekendte, som de var på besøg hos i Føvling omkring 25 kilometer fra deres hjem.
De bekendte havde været ude at handle, og da de kom hjem var det besøgende ægtepar væk.
De havde efterladt deres mobiltelefoner, og lørdag blev en større eftersøgning sat i værk.
Eftersøgningen fortsatte søndag morgen, og kort før klokken 11 oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at parret er fundet i god behold mellem Føvling og Rødding.
Politiets kommunikationsmedarbejder Mads Dollerup-Scheibel oplyser, at parret havde overnattet i det fri. Søndag formiddag fik en borger øje på parret, som gik rundt i området, og ringede til politiet, skriver Ritzau.
kb