To bilister slap heldigt fra sammenstød på motorvejen

Det kunne være endt helt galt, da en bilist onsdag eftermiddag omkring kl. 16.30 overså en kø i sydlig retning på Østjyske Motorvej ved Skanderborg og foretog en undvigemanøvre. Bilisten, en 29-årig mand fra Horsens, kørte i 2. vognbane, da han for sent blev opmærksom på en kø.
For at undgå en kollision med den forankørende skiftede han hurtigt til 3. vognbane, men overså en bil, ført af en 50-årig mand fra Skanderborg, som kørte der, oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi. De to bilister slap uskadt fra sammenstødet, som heldigvis kun medførte materiale skade, oplyser politiet.