Stor tungt bevæbnet politiaktion: Mand med pistol skabte panik
Beboere blev bedt om at blive inden døre tirsdag aften, mens en politiaktion var i gang i Esbjerg.

Beboere på Gl. Vardevej i Esbjerg blev opfordret til at holde sig inden døre som følge af en politiaktion tirsdag aften.
Aktionen blev udløst af en 49-årig mand med en pistol. Manden blev anholdt, og pistolen viste sig at være en attrappistol.
»Klokken 20.59 får vi en anmeldelse ind, om at en mand er blevet set med en pistol i hånden og truer en kvinde,« siger politiets vagtchef til Ritzau.
Politiet rykkede derefter ud til stedet blandt andet bevæbnet med maskinpistoler.
Politiet forventer at fremstille den anholdte mand onsdag. Han er sigtet for trusler på livet.
kb