Østjyllands Politis specialpatrulje finder narko flere steder i Aarhus
I alt fem personer blev torsdag sigtet, da politiets specialpatrulje, der tager sig af sager omhandlende narkohandel, besøgte flere steder i Aarhus.
Specialpatruljen, der er Østjyllands Politis særlige enhed, som tager sig af sager omhandlende narkohandel, besøgte torsdag flere steder i Aarhus, hvor der blevet fundet narko. I alt blev fem personer sigtet.
Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Ved en boldbane på Nyringen i Risskov traf patruljen klokken 17.35 flere unge mennesker. En af betjentene lagde mærke til, at der stak noget op fra lommen på en 22-årig mand, som derfor blev visiteret. Genstanden i hans lomme viste sig at være en pose med skunk, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
I samme gruppe af unge mennesker befandt sig desuden en 20-årig mand, og da betjentene kom tæt på ham, kunne de lugte hash. De visiterede ham derfor og kiggede i hans taske, hvor der lå en mindre mængde skunk i et par poser. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 20-årige fik ud over stofferne også beslaglagt nogle tusinde kroner i kontanter, som patruljen fandt i hans lomme. Det viste sig nemlig, at han skyldte penge til Skat, oplyses det i døgnrapporten.
Tip førte til anholdelse
Nogle beboere i Frederiksbjerg-området i den centrale del af Aarhus havde tippet politiet om, at der nogle gange foregik mulig narkohandel ved en bestemt lejlighed, og derfor kiggede specialpatrulje klokken 18.25 forbi.
Betjentene bankede på døren til lejligheden, hvor en mand, som var på besøg, åbnede. Da betjentene kunne lugte hash i lejligheden, besluttede de at ransage den, selvom den 26-årige mandlige beboer ikke var hjemme. Under ransagningen fandt betjentene noget kokain og en del plader med hash.
Kort efter kom beboeren hjem og erkendte, at stofferne var hans. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, oplyses det i døgnrapporten.
Betjente fra specialpatruljen tog også til Godsbanen i Aarhus, hvor de ved kl. 21.20-tiden traf en 37-årig mand, som stod med en joint i hånden. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og blev visiteret. I hans lommer fandt betjentene en mindre mængde skunk og noget kokain, som sammen med jointen blev beslaglagt, oplyses det i døgnrapporten.
Nervøs mand blev sigtet
Kl. 22.40 var betjente fra specialpatruljen taget til Hasle. På Bispehavevej fik de mistanke til en mand, der kørte rundt i en bil, som de fik dirigeret ind til siden. Da de tog kontakt til den 26-årige mand bag rattet, virkede han særdeles nervøs, og betjentene fandt hurtigt ud af hvorfor.
I hans lommer lå nemlig et par salgsposer med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og kokainen og kontanterne blev beslaglagt. Fundet fik politiet til også at ransage mandens adresse. Her fandt betjentene en mindre mængde hash, som også blev beslaglagt, oplyses det i døgnrapporten.
jwh