Falsk politimand forsøgte at snyde ung kvinde i Aarhus
En 24-årig kvinde fattede mistanke, efter hun tirsdag blev ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi opfordrer aarhusianere til at være opmærksomme på svindlere, der ringer op og udgiver sig for at være fra politiet. Det sker efter, at politiet har set flere sager, hvor personer er blevet narret til at udlevere personfølsomme data. Senest gik det ud over en 24-årig kvinde fra Aarhus.
Tirsdag aften blev hun ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Østjyllands Politi. Han fortalte kvinden, at politiet kunne se, at der var noget mistænkelig aktivitet på hendes konto, og at han skulle bruge hendes cpr-nummer og koder til NemID for at hjælpe hende.
Kvinden gav ham oplysningerne, men fattede efter opkaldet mistanke og fik hurtigt spærret sine konti. Hun anmeldte efterfølgende episoden til politiet, oplyses det i døgnrapporten.
Østjyllands Politi har tidligere set lignende fremgangsmåde og opfordrer derfor til, at man aldrig opgiver NemID-koder eller lignende oplysninger. Politiet og andre myndigheder vil aldrig ringe og bede om den slags oplysninger.
jwh