Flere trafikanter sigtet i stor færdselsindsats: Kørte 125 km/t på landevej
Østjyllands Politi foretog tirsdag aften færdselskontroller i Aarhus og på Djursland.
Betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling var tirsdag aften på vejene, hvor de sigtede flere trafikanter i Aarhus og i området omkring Kalø på Djursland, hvor der var et træf for bilister og motorcykler.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I Aarhus Vest jagtede betjentene på et tidspunkt tre uindregistrerede motorcykler, der kørte rundt i Gellerup. To af førerne smed motorcyklerne og stak af til fods, imens den tredje, en 19-årig mand, blev indhentet af betjentene og anholdt. Det viste sig, at han ikke havde kørekort til motorcyklen, der i øvrigt var meldt stjålet. Desuden virkede han påvirket af narko, så han blev derfor sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og tyveri, fremgår det af døgnrapporten.
Ved indsatsen omkring Kalø standsede betjentene blandt andet to motorcyklister, der kørte mellem Mørke og Drastrup med 125 km/t på landevejen. De fik begge et klip i kørekortet. Den ene fik dog et ekstra klip, da han havde foretaget en ulovlig overhaling.
Ved Aarhus Ø var der umiddelbart roligt, men en enkelt bilist havde ikke forstået skiltningen på stedet og fik en bøde, oplyser Østjyllands Politi.
jwh