Dømt for drab: Slog gravid ekskæreste ihjel med mindst 95 knivstik
Der faldt i dag dom i en sag, hvor en nu 32-årig mand fra Kolding stod tiltalt for at have dræbt sin tidligere kæreste den 10. august 2020 i en lejlighed i Kolding.

14 års fængsel - retten i Kolding afsagde i dag dom i en sag, hvor en nu 32-årig mand fra Kolding stod tiltalt for at have dræbt sin tidligere kæreste, der var gravid, den 10. august 2020 i en lejlighed i Kolding.
Den 32-årige mand har erkendt at have dræbt sin tidligere kæreste med adskillige knivstik, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den dræbte var en 31-årig kvinde fra Kolding, og hun var gravid, da hun blev dræbt.
Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse natten til den 10. august 2020 om et dødsfald i en lejlighed i Kolding, og det viste sig hurtigt, at den 31-åige kvinde ikke var død af naturlige årsager.
Ifølge JydskeVestkysten stak han ekskæresten med mindst 95 knivstik. Af sigtelsen fremgik det, at den afdøde kvinde havde læsioner på både kroppen og i ansigtet.
Den dengang 31-årige mand blev anholdt og varetægtsfængslet umiddelbart efter fundet af den dræbte kvinde, og han har siddet varetægtsfængslet siden.
I dag blev han så idømt 14 års fængsel og pålagt at betale erstatning til den 31-årige kvindes familie.
Den 32-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til dommen, oplyser Sydøstjyllands Politi.