Flugtbilist nægter sig skyldig: Betjent er blevet opereret i hjernen og er i kritisk tilstand
Betjent pådrog sig flere hjerneblødninger og delvist sammenklappede lunger, da han blev påkørt af bilist.

Med to bevæbnede politibetjente på hver sin side og et fikseringsbælte omkring armene blev den 20-årige mand, der er mistænkt for at være flugtbilisten, som fredag påkørte den 31-årige politibetjent i Åbyhøj, ført ind i retslokalet. Han satte sig roligt på sin plads, kiggede rundt i det store retslokale og hviskede en kort bemærkning i øret på forsvarer Marie Louise Johansen. Hun var stedfortræder for den 20-åriges advokat Mette Grith Stage, som ikke havde mulighed for at være til stede.
Sent søndag aften blev den 20-årige mand anholdt efter at have gemt sig for politiet hele weekenden, og derfor blev han mandag fremstillet i grundlovsforhør. Anklager Bjørn Fogh Sørensen begyndte retsmødet med at læse op, hvad den 20-årige er sigtet for, hvilket blandt andet indbefatter vold mod polititjenestemand, forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder og flugt fra et færdselsuheld.
Anklageren oplyste i den forbindelse, at en betjent måtte springe for livet for at undgå den 20-årige flugtbilist, inden den 31-årige blev påkørt i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej.
»Han pådrog sig flere hjerneblødninger, sammenklapninger af begge lunger og er fortsat i livskritisk i tilstand,« fortalte anklager Bjørn Fogh Sørensen og oplyste, at betjenten er blevet opereret i hjernen.
Den 20-årige mand nægtede sig skyldig i sigtelserne, inden anklager Bjørn Fogh Sørensen anmodede om lukkede døre med henvisning til, at flere vidner mangler at blive afhørt, og der indtil videre kun er blevet foretaget overfladiske afhøringer. Det valgte dommeren at imødekomme, selvom både den fremmødte presse og den 20-åriges advokat protesterede.
»Når der er vidner, som ikke er afhørt, skal de ikke kunne læse i pressen, hvad der er sket,« sagde dommeren, inden hun bad journalister og den 20-åriges familie om at forlade retten.
Retten bliver først åbnet igen, når dommeren har vurderet, om den 20-årige skal varetægtsfængsles eller ej.
Lokalavisen Aarhus følger sagen...
jwh