Politirapporten: Rygende mand kom i sammenstød med vagter
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Torsdag klokken 22.30 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra banegården i Aarhus, hvor nogle vagter havde problemer med en meget udadreagerende mand.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den ene vagt har forklaret til politiet, at han gik og holdt øje på perronerne, da han spottede en mand, der stod og røg en cigaret, hvilket ikke er tilladt.
Da vagten rettede henvendelse til manden og bad ham slukke cigaretten, blev han meget aggressiv og råbte skældsord efter vagten. En kvinde, der tilsyneladende fulgtes med manden, forsøgte at dæmpe ham, og de gik sammen længere ned ad perronen. Vagten tilkaldte assistance fra sin kollega, hvorefter de begge konfronterede manden igen, idet han var fortsat med at ryge – blot lidt længere nede ad perronen. Det fik manden til at hoppe ned på sporet og samle to store sten op, som han truende holdt frem mod vagterne. Vagterne tog herefter fat i manden og fik ham lagt ned på jorden, hvorefter han flere gange bed den ene vagt i armen.
Kvinden forsøgte atter at tale manden til ro, og vagten vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt at lade dem begge gå og i stedet kontakte politiet. På vej til stedet havde betjentene telefonisk kontakt med vagten, der kunne oplyse signalement på manden og i hvilken retning han var gået.
Kort efter fik betjentene fat i den 31-årige mand, der blev anholdt og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Parkgæster havde hash og kokain på sig
Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje gik torsdag aften rundt i civilt i Botanisk Have og i Rådhusparken, hvor det viste sig, at flere gæster havde narkotika på sig. I Botanisk Have traf patruljen en 24-årig mand, som sad og røg en joint. Jointen blev beslaglagt, og den 24-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Et andet sted i parken sad tre unge mænd, der blev meget nervøse, da betjentene præsentere sig. Den ene, en 24-årig mand, viste sig at have en pose med kokain i lommen. Han blev derfor sigtet, og stofferne blev beslaglagt. I Rådhusparken måtte betjentene to gange skrive en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. Den ene sigtelse gik til en 19-årig mand, som sad og røg en joint, og som viste sig også at have en pose med hash på sig. Den anden gik til en 34-årig mand, som også både havde en joint og nogle klumper hash på sig.
Cykelpatrulje lugtede hash – ung mand sigtet for narkosalg
En cykelpatrulje blev torsdag klokken 21.05 opmærksomme på en bilist, der holdt på Eugen Warmings Vej i Aarhus C. Da betjentene cyklede hen mod bilen, kunne de tydeligt lugte hash, og de tog derfor kontakt til den 18-årige fører af bilen. Han erkendte straks, at han havde stoffer i bilen, og han blev derfor anholdt, sigtet og visiteret, og køretøjet blev ransaget. Gemt i bilen lå nogle poser med hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter. Både stoffer og penge blev beslaglagt, og den 18-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Kvik anmelder fik afværget indbrudsforsøg
Torsdag klokken 19.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en gruppe på 5-6 personer var i færd med at bryde et cykelskur op på Åbogade i Aarhus N. Der blev sendt en patrulje til stedet, men så snart gruppen så politiet, stak de af. Der blev sendt flere patruljer efter dem, heriblandt en hundepatrulje, der i et buskads på Sandøgade fandt frem til den ene af de undløbne personer – en 17-årig mand, der blev anholdt og sigtet for forsøgt på indbrud.
Ubehagelig mand skabte utryghed i bus
Torsdag klokken 13.16 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand opførte sig aggressivt og ubehageligt i en bus, der nu holdt ved Åby Ringvej lige nord for Silkeborgvej i Brabrand. Da patruljen ankom til stedet, var manden stadig i bussen, hvor han gik og råbte og slog til ting. Betjentene nåede lige at se manden slå ud efter en tilfældig buspassager, hvorefter de skred til anholdelse. Den 33-årige mand gjorde dog kraftigt modstand, og han endte derfor både med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at modsætte sig anholdelse.
Aggressiv bargæst sigtet for bortvist
Torsdag klokken. 21.51 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar på Fiskergyde i Aarhus C, hvor en gæst opførte sig aggressivt for flere gange forsøgte at komme i slagsmål med andre af barens gæster. Da patruljen ankom til stedet fik de hurtigt kontakt til den tydeligt alkoholpåvirket og ophidsede mand, der skabte en del uro på stedet. Den 22-årige mand blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og blev under stor protest bortvist fra byen.
Forsøgte at løbe fra politiet med hash i lommen
Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag eftermiddag og aften på civil patrulje ved Godsbanen i Aarhus, hvor der blev skrevet et par sager om ulovlige stoffer. En kvinde opdagede på et tidspunkt betjentene og løb ind i en bygning og råbte »politi«. Med det samme løb en 31-årig mand ud af bygningen, men han nåede ikke langt, inden han blev indhentet af en betjent. Efter at have opgivet flugten fortalte den 31-årige, at han var løbet, fordi han nogle klumper hash i lommen. Hashen blev beslaglagt, og manden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Lidt senere på aftenen i samme område opdagede betjentene en 33-årig mand, som sad med en joint i hånden. Da han så patruljen, kastede han hastigt jointen fra sig, men han slap ikke for en sigtelse.
Havde doping i soveværelset og kniv under sengen
En 24-årig mand havde flere ulovlige genstande i sin lejlighed i Aarhus C, som Østjyllands Politis specialpatrulje torsdag klokken 16.10 aflagde et visit efter et tip. Den 24-årige var hjemme, da politiet kom, og han viste frivilligt en springkniv frem, som han havde gemt under sengen. Under en ransagning af lejligheden fandt betjentene også en peberspray, en mindre mængde doping og en enkelt joint. Stoffer og våben blev beslaglagt, og den 24-årige blev sigtet for overtrædelse af kniv- og våbenloven og for besiddelse af doping og euforiserende stoffer.
Færdsel
Torsdag klokken 15.21 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. En 22-årig kvindelig bilist kom kørende ad Marselis Boulevard og skulle svinge til venstre, da hun kørte ind i en modkørende bil, der blev ført af en 41-årig kvinde. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet. Den 22-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Torsdag klokken 16.36 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus v. En 18-årig kvindelig bilist kom kørende ad Viborgvej og skulle svinge til højre ved Haslegårdvej, da hun kørte sammen med en 34-årig kvindelig cyklist. Cyklisten blev efterfølgende tilset i en ambulance, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Den 18-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag klokken 16.46 skete der et færdselsuheld i krydset Vejlby Ringvej/Frijsenborgvej i Aarhus N. Tre biler, ført af henholdsvis en 39-årig kvinde, en 26-årig kvinde og en 32-årig mand, kørte sammen i forbindelse med kødannelse på stedet. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet, men den ene af parterne blev kørt til tjek på skadestuen.
ksa