23-årig fodboldfan anholdt i Aarhus efter EM-kamp
Ikke alle kunne opføre sig ordentligt, da fodboldlandsholdets EM-kamp blev vist på storskærm i Aarhus.
Politiet måtte torsdag aften tilkaldes til Rådhusparken i Aarhus i forbindelse med storskærmsvisningen af Danmarks EM-kamp mod Belgien. Kort før klokken 20.00 tikkede der nemlig flere anmeldelser ind hos Østjyllands Politi om, at en større folkemængde bredte sig ud på kørebanen i forbindelse med storskærmsarrangementet på plænen ved Musikhuset.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Betjentene bad derfor personerne på stedet om at trække væk fra kørebane og cykelsti, men det var der en ung mand, der nægtede at efterkomme trods gentagne anmodninger. Han blev i stedet aggressiv over for betjentene, som han også råbte diverse skældsord efter.
Undskyldning nyttede ikke
Den 23-årige mand endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Han blev kørt til politigården i Aarhus, hvor han fik lov at tilbringe lidt tid i detentionen. Da betjentene gjorde klar til at løslade ham, havde han tilsyneladende haft tid til at tænke lidt over situationen, og han undskyldte sine udtalelser over for betjentene, hvorefter han bad om at sigtelsen blev frafaldet.
Så let gik det dog ikke for den unge fodboldfan. Betjentene oplyste ham nemlig om, at man ikke bare sådan kan frafalde en sigtelse, fordi den sigtede har sagt undskyld. Det medførte, at den 23-årige mand igen blev vred og aggressiv, og han røg derfor tilbage i detentionen i endnu et par timer, oplyser politiet.
jwh