To hastet til hospital efter alvorlig trafikulykke

To biler kørte sammen i en alvorlig trafikulykke i Skodsborg i Nordsjælland, oplyste Nordsjællands Politi på Twitter torsdag aften.
I de to biler sad en mand i hver. Den ene part blev i første omgang meldt alvorligt tilskadekommen, men hans tilstand er nu stabil, oplyser vagtchef Jakob Tofte natten til Ritzau.
Der er tale om en 27-årig mand fra Gentofte.
Føreren af den anden bil er en 20-årig mand fra Hørsholm. Han er bragt på hospitalet med ’lettere skader’.
De pårørende er underrettet.
Årsagen til trafikuheldet kendes endnu ikke.
»Det er for tidligt at gisne om. Det lader til, at den 20-årige bilist i et blødt sving er kommet over i den modsatte vejbane, hvorefter han rammer den anden bil delvist frontalt. Det tyder skaderne på de to biler på,« siger Jakob Tofte.
Politiet har taget begge biler ind til nærmere undersøgelse, skriver Ritzau.