Ung mand stukket ned med kniv
23-årig mand blev behandlet på skadestuen og er uden for livsfare, efter han tirsdag aften blev stukket ned med kniv i Viby.
Der skete tirsdag aften et knivstikkeri på en parkeringsplads på Mathildelundvej ved boligblokkene i Rosenhøj i Viby.
Det oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.
»Klokken 17.29 modtager vi en anmeldelse om, at en 23-årig mand er blevet stukket med en kniv i benet,« fortæller Jakob Christiansen og tilføjer, at manden ikke var i livsfare.
Han var derfor i stand til at blive afhørt af betjente, men ifølge kommunikationsrådgiveren var den knivsårede mand ikke særlig snakkesalig.
»Han havde ikke lyst til at sige særlig meget. Vi fandt dog alligevel frem til gerningsstedet, som blev afsøgt med hunde, ligesom betjente har forhørt sig i områrdet for at finde ud af, hvad der præcist er sket,« fortæller Jakob Christiansen, der opfordrer vidner eller personer, der har oplysninger om sagen, til at ringe til politiet på 114.