Vakse Rema-medarbejdere forhindrede butikstyv i at slippe væk
En medarbejder fra Rema1000 i Solbjerg fik standset en butikstyv.

Det blev en lidt anderledes dag på arbejde for en Rema 1000-medarbejder i Solbjerg søndag 13. juni.
Klokken 15.00 mødte hun ind på i supermarkedet på Solbjerg Hedevej i Solbjerg, og da så hun en mand gå ud med kurven fuld af diverse fødevarer, oplyser Østjyllands Politi.
Medarbejderen fattede mistanke til, at varerne var stjålet og bad manden om at vise en kvittering, men han forklarede, at han var kommet for at afhente nogle bestilte og allerede betalte varer. Den forklaring godtog medarbejderen ikke, og da hun stillede flere spørgsmål til manden, begyndte han at løbe fra stedet med kurven i hånden.
Medarbejderen fulgte kortvarigt efter og fik kontaktet politiet, der sendte en patrulje til stedet.
Imens parkerede en kunde og en medarbejder deres biler foran og bag ved den bil, som et par vidner havde set butikstyven komme kørende i, så han ikke ville kunne køre fra stedet, hvis han kom tilbage.
På vej til butikken opdagede patruljen en mand, der sad og gemte sig i et buskads på Hasselvangen tæt på Rema 1000. Da patruljen holdt ind for at tage kontakt til ham, løb han derfra, men en af betjentene løb ham hurtigt op og fik ham anholdt.
I buskadset stod kurven med madvarer, og den 35-årige anholdte mand erkendte at have stjålet fra butikken. Han blev derfor sigtet for tyveri.
cko