Borgere i Risskov: Narkohandlere opsøger elever fra Strandskolen
Flere beboere i Risskov har bemærket, at der tilsyneladende helt åbenlyst bliver handlet med stoffer om formiddagen nær Strandskolen.
Narkohandel om formiddagen nær en folkeskole.
Det er helt sikkert en sætning, som de fleste forældre hverken har lyst til at høre eller tro på. Men ifølge borgere i Risskov er det virkeligheden bagved Q8-tanken og McDonald’s på Ravnsøvej, der ligger få hundrede meter fra Strandskolen, og hvor flere af skolens elever går hen, når klokken ringer til frikvarter.
Jeg ser elever fra Strandskolen gå derover, og jeg har set, at de her typer, der sælger, henvender sig til eleverne.
Faktisk er det angiveligt et problem, som har stået på i lang tid. Det skriver flere personer i hvert fald i den lokale Risskov-gruppe på Facebook, efter Pia Østergaard Madsen for nylig satte gang i debatten med et opslag.
»Jeg skrev det, fordi jeg var bekymret. Jeg ser elever fra Strandskolen gå derover, og jeg har set, at de her typer, der sælger, henvender sig til eleverne i frokostpauserne,« fortæller hun til Lokalavisen Aarhus.
I kommentarsporet til Pia Østergaard Madsens Facebook-opslag er der andre, som fortæller, at de også har været vidner til narkosalg og andre skumle aktiviteter. Lokalavisen Aarhus har desuden talt med en mor til en tidligere elev på Strandskolen, og hun fortæller ligesom Pia Østergaard Madsen, at der bliver solgt stoffer i nærheden af eleverne.
»De holder ofte i biler på Aldis parkeringsplads (som ligger ved siden af McDonald’s og tankstationen, red.). Det har stået på i flere år,« fortæller forælderen, som ønsker at være anonym. Lokalavisen Aarhus kender hendes fulde navn.
Hash, lattergas og morfin
Pia Østergaard Madsen er overbevist om, at de personer, der tilsyneladende sælger stoffer og opsøger skoleeleverne ved tankstationen og McDonald’s, kommer ude fra.
»De er noget ældre end skoleeleverne, og de kommer tit kørende på scooter. Jeg har boet her i 15 år, så jeg synes godt, at jeg kan fornemme, hvem der ikke bor her,« fortæller Pia Østergaard Madsen, der selv er plaget af, at »der foregår ufatteligt mange skumle ting« i området.
»Der bliver drukket, og der bliver røget hash derovre. Vi har en hæk, som desværre fanger alt skrald, og i den ligger ofte lattergaspatroner og blisterpakker fra morfinpræparater. Vores hegn er også blevet sparket i stykker. Der er generelt en hærgen i området,« fortæller hun.
Skoleleder er ikke bekymret
Morten Holck Jørgensen, der er Strandskolens leder, fortæller til Lokalavisen Aarhus, at han har læst Pia Østergaard Madsens opslag i den lokale Facebook-gruppe. Det blev også for nylig vendt på et medarbejdermøde, men han er ikke meget for at gøre det til et skoleproblem.
»Jeg kender ikke til, at det skulle være nogle af vores elever, der køber eller sælger stoffer. Hvis det var tilfældet, ville vi selvfølgelig tage hånd om det. Vi har allerede talt med eleverne om det, og nogle elever er opmærksom på, at der sker ting ved tanken, men de går en bue udenom,« fortæller skolelederen.
Er det forsvarligt at give eleverne lov til at gå op til tanken i skoletiden, hvis I ved, at der foregår de her ting?
»Lige nu har vi som sagt ikke haft nogle episoder, og jeg tror ikke, at de specifikt opsøger elever fra Strandskolen, så det synes jeg, at det er. Hvis vi oplever, at der foregår noget med vores elever, så er det selvfølgelig noget, vi handler på,« fortæller Morten Holck Jørgensen, der oplyser, at det kun er elever på 8. og 9. årgang, som med en samtykke fra deres forældre må forlade skolen i pauserne.
Pia Østergaard Madsen fortæller til Lokalvisen Aarhus, at hun for et halvt år siden skrev til Strandskolen for at gøre ledelsen opmærksom på problemet. Den henvendelse kan Morten Holck Jørgensen ikke huske, men han er ikke i tvivl om, at den dengang blev taget seriøst.
»Vi har ikke for nylig fået henvendelser fra forældre, men vi vil rigtig gerne høre det, hvis der er nogle, som ved noget,« fortæller Morten Holck Jørgensen.
Østjyllands Politi oplyser, at det ikke for nylig har modtaget anmeldelser om salg af stoffer ved området omkring McDonald’s og tankstationen på Ravnsøvej.