Valgbomben sprang tidligt i morges på regionsgården: Alle troede, at Vibeke Storm Rasmussen nærmest som en selvfølge ville fortsætte som ny regionsrådsformand for Region Hovedstaden. Men så blev hun fældet af SF's unge spidskandidat, 25-årige Andreas Røpke, der bed på de borgerlige partiets madding.
De konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og SF gik sammen og konstituerede sig med Andreas Røpke som regionsformand.
Den unge SF-politiker indrømmer, at kuppet handlede om at fjerne Vibeke Storm fra posten:
"Det er ikke det, det har handlet om for SF. Men det er dét, det har handlet om for Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Derfor har de valgt at satse på SF," forklarer Anders Røpke ifølge DR P4.
Netop det faktum, at VKO bærer SF's Andreas Røpke frem på posten får Vibeke Storm til at kalde ham en pinocchio, der er underlagt de borgerlige kræfter.
Hun sidestiller sin egen overraskelse over resultatet med den overraskelse, som hun vurderer SF's vælgere må føle.
"Der var nok ingen, der har stemt på dem, som troede, at de ville få en Pinocchio for de borgerlige. Så jeg er vel ikke mere skuffet end SF' egne vælgere, som havde forestillet sig, at det her havde handlet om noget andet. Det er lidt rystende, at SF er så totalt afhængige," siger Vibeke Storm Rasmussen.
Socialdemokraterne gik tilbage med et enkelt mandat til 12, mens Andreas Røpke og SF gik fem mandater frem, så de nu har otte pladser i regionsrådet.
Venstre må indkassere en tilbagegang på to mandater til seks, mens De Konservative beholder deres seks mandater. Dansk Folkeparti får fire mandater.