Man siger, at små børn er lig små problemer, mens store børn giver store problemer. Men sådan forholder det sig ikke helt hos familien Christensen i Lyngby, for livet med to teenagere har ikke gjort Anders og Birgitte Christensen gråhårede før tid. De er forældre til Christoffer på 14 år, der skal i 9. klasse, og Amalie på 19 år, der begynder på universitetet efter sommerferien.
"Vi har altid været til stede for vores børn. Selv om vi begge arbejder, har vi altid spist sammen og snakket, så vi har kunnet bevare den tætte kontakt," fortæller Birgitte Christensen, 45 år og jurist.
Forældrene kan dog godt mærke, at kontakten har ændret sig, siden børnene var små.
"I nogen sammenhænge er det fint at være sammen med forældrene, og andre gange vil de gerne have en distance, og det er ok. Man behøver ikke at køre bilen helt op til hoveddøren, når man henter dem fra en fest," siger Anders Christensen, der er 45 år og civilingeniør.
De er ikke længere hovedpersoner i deres børns liv, og Anders og Birgitte må acceptere, at Amalie og Christoffer ikke deler alt med dem.
"Det påvirker en som forældre, hvis børnene har det lidt hårdt i en periode, så vil man gerne yde omsorg, hvis de har brug for det. Men de bestemmer selv, om de vil snakke om deres problemer, og så må man acceptere, hvis de ikke vil snakke," fortæller Birgitte, og Anders supplerer:
"Jeg kan godt mærke, at Christoffer ikke er så meddelsom mere, og noget af det udspringer af loyalitet over for kammeraterne, at han ikke vil udstille dem, og det må vi acceptere, med mindre at det er noget alvorligt, så må vi prøve at få en snak om det."
Konflikter kan ikke undgås hos familien i Lyngby, men Anders og Birgitte forsøger at sætte sig ind i, hvorfor noget bestemt betyder så meget for barnet. Som for eksempel da Christoffer gerne ville på computercafé med vennerne en sen aften.
"Så prøver vi at tænke igennem, hvorfor det er vigtigt for ham at være på computercafé med vennerne, selv om vi synes, at det er for sent og dyrt, i stedet for bare at sige nej. Han vil jo gerne være med i fællesskabet," fortæller Birgitte Christensen og fortsætter:
"Jeg prøver at huske tilbage til, hvordan jeg selv tænkte, da jeg var ung."
Familien har aldrig haft en masse regler, som børnene skulle overholde, men hjemmet er bestemt ikke grænseløst.
"Vi har selvfølgelig rammer for, hvad man gør og ikke gør. Børnene ved godt, hvor grænserne går, og vi behøver ikke trække dem op i tide og utide," siger Anders.
Familien forhandler fra sag til sag, og børnene har fået forståelse for, at hvis man så får lov til en ting, så er der en regning, der skal betales en anden gang - som skolearbejde, der er blevet udsat.
"I stedet for bare at sige nej, giver vi noget et sted og tager noget et andet sted, Selvfølgelige kan vi godt blive sure, men vi taler os til rette," siger Anders og tilføjer:
"Og så hjælper en god del humor altid."
Et emne, som der blev talt om i familien, var Christoffers konfirmationstøj. I foråret blev han konfirmeret, men han ville ikke konfirmeres i jakkesæt og slips.
"Det kunne godt være endt i en konflikt, men vi tog en løbende diskussion om det," fortæller Anders.
Efterhånden fik Christoffer og forældrene talt sig til rette og endte med kompromis, der lød på skjorte og jeans.
Et andet diskussionsemne er computerspil. Christoffer er meget optaget af at spille 'World of Warcraft', og det kan blive for meget, synes hans forældre.
"Så tager vi en snak om det, og så kan han godt se, at han spiller for meget. Men hvis han ikke kunne styre det, ville vi blive nødt til at sætte grænser for det," siger Anders.
Tidligere brugte Anders og Birgitte meget tid på at hente og bringe børnene fra ridning, badminton og klaver, men efterhånden som de blev ældre, ændrede kørselsbehovet sig, og så blev det forældrenes nattesøvn, det gik ud over.
"Vi vil hellere hente dem om natten, så ved vi, at de kommer sikkert hjem," siger Birgitte.
Christoffer har ikke nået en alder, hvor han går i byen, men forældrene husker, hvilke tanker de gjorde sig, da Amalie kom på gymnasiet og begyndte at gå i byen.
"De første gange, hvor hun var ude om natten, var vi bekymrede. Vi kendte hendes venner, men vi vidste ikke, hvem hun mødte til gymnasiefesterne og i byen. Man kan ikke lade være med at tænke på, om der var nogen, der puttede noget i hendes drink," husker Birgitte.
Forældrene har altid vidst, hvor deres datter var, og det har givet tryghed.
"Amalie har givet os de informationer, der har gjort, at vi har følt os trygge, selv om vi ikke har vidst alt, hvad hun lavede," siger Anders.
Birgitte mindes dog en søvnløs nat, hvor hun ikke hørte fra Amalie. Det viste sig senere, at datteren havde sendt en besked til sin far, som ikke var hjemme, og derfor gik beskeden tabt.
"Efterhånden må man jo give slip på sine børn. Det kunne man slet ikke forestille sig, da de var små, men nu er de blevet selvstændige mennesker, der har deres eget liv og gør sig deres egne tanker," siger Birgitte.
redaktion@pola.dk
Publiceret: 28. August 2008 03:00