"Vådt. Meget vådt, og med to savlstrenge hængende ud af munden som en hund. Både grisen og en østers er jo våde. Og så er det meget ubehersket."
Susanne Staun sidder iklædt et influenzaramt grin på sin vindrue-overdækkede terasse på en gård lidt uden for Frederikssund.
Rundt om summer og stikker hundredevis af myg, og Susanne Staun bøjer hovedet fremover, breder albuerne lidt ud til siden, dukker hovedet ned mellem dem og illustrerer med en hurtig slubrelyd, hvordan det ser ud og lyder, når svin spiser østers.
Det er også sådan, én af personerne i Susanne Stauns nyeste krimi, "Døderummet," ser ud, når han slikker fisse.
For nu at bruge forfatterindens egne ord.
"Jeg er sådan en, der godt kan lide at få folk helt ud på stolekanten. "Sagde hun virkelig det??" Som når jeg skriver det der om et svin og østers.... "
På en flip-over inde i Sasunne Stauns arbejdsværelse understreges pointen: "Ormelokum," "Min bare røv" - efterfulgt af et kontonummer er, hvad sprittussen har nedfældet på papiret.
"Årrrh, det. Det er fra, da mine børn var på besøg, og vi havde sådan et lille "mind game," hvor vi associerede ud fra de der videoer med "Millionøsemetoden."
Børnene bor med deres far og Susannes mand på Frederiksberg.
Dér vil hun bare ikke bo.
Dels kan hun ikke lide København. Dels kan hun ikke forestille sig at bo andre steder, end på dén gård, der var mormoderens sommerhus.
Mormoderen havde gartner og staldknægte ansat.
"Men nu hænger fru Staun sgu selv på den."
Derfor er der dukket spindelvæv op visse steder i den herskabelige bolig, hvor møblerne fortsat vidner om, hvordan den landlige overklasse indrettede sig i forne tider.
I mange år vrimlede grunden og staldene med heste.
Men siden børnene nåede ud over pony-alderen, har Susanne Staun ikke haft behov for at muge ud.
I det hele taget fylder ord meget i det staunske hjem. Ikke bare fordi Susanne Staun i de senere år har kunnet leve af Fanny Fiske og de andre personer fra hendes til tider karikerede krimi-univers.
Men også fordi, de gerne må være skrevet og udtalt korrekt.
Dét har hendes børn på 16 og 17 blandt fået at føle:
"Jeg er meget nørdet. Jeg går rundt og retter folk hele tiden. Det er vel nærmest blevet en besættelse, der især går ud over teenagerne, der taler meget mærkeligt. De skal tale ordentligt i stedet for det der irriterende "Det ligner, at ...." Det er der jo ikke noget der hedder. Det har jeg slået hårdt ned på. Hehe," lyder det med en smågnækken.
Det lå ellers ikke i kortene, at Susanne Staun skulle være krimi-forfatter.
Hovedparten af hendes familie er læge- og sygeplejerskeuddannet, og selv er hun engelsk-uddannet. Og dét med så gode karakterer, at hun i flere år boede og arbejde som journalist i USA, inden turen gik tilbage til Dannevang, Egmont og Anders And.
Og for ca. 12 år siden opstod så Fanny Fiske.
Figuren, der har gjort Susanne Staun til forfatter på fuld tid - og som gjorde det klart for læserne, at kvinde-krimier ikke behøver at være behæftede med alenlange udregninger om bleerne, der ødelagde sexlivet, tomrummet efter gymnasievennerne, der forvandt efter en rødvinsbrandert og en journalist, der opklarer grufulde gerninger, mens den indvendige smerte gnaver.
Fanny Fiske blev derimod indledningen på en femikrimiserie om en 60-årig kvinde, der ligner en på 40, lader sig plastikopere i et væk, drikker masser af sprut og scorer en masse mænd, ryger fra drab til drab og fra den ene overdrevne episode til den anden på luksusklasse:
"Jeg kan godt lide spændingsgenrens fremdrift, spændstighed og at det er så ekspliciteret. Men jeg synes, genren blev for forudsigelig. Mange opfattede ikke, at Fanny Fiske opstod som karikatur, og stadig er det."
Men selv om Susanne Staun ikke er færdig med Fiske, er der pauser i deres forhold.
Som da Susanne Staun skrev bogen Skadestuen om kvinden Katarina Ershanov fra Usbekistan, der lever en slavetilværelse som prostitueret ved Motorvej E55 .
Og som med den seneste roman "Døderummet," hvor hovedrollen indtages af den 47-årige retsmediciner Maria Krause.
Uden at afsløre for mange detaljer om bogen, kan man roligt konstatere, at den ikke foregår i samme karikerede univers som Fanny Fiske-bøgerne.
Hver morgen kl. 8.00 har hun i stedet sat sig til tastaruret i sin hule for at arbejde med "Døderummet;" der foregår i det retsmedicinske miljø:
"Der har hele tiden været noget andet end Fanny Fiske. Noget, der både for mig selv og læserne kunne vise, at jeg kan noget andet. Meningen med "Døderummet" var, at det nærmest skulle kunne bruges som en instruktion til en retsmedicinsk obduktion. Det skulle være så nøjagtig og præcist beskrevet, som overhovedet muligt. Jeg ville kunne beskrive ned i detaljen, hvordan maveforingen ser ud efter en Arsenik-forgifning. Og det skulle være retsmedicineren, der opklarer sagen, som man også nogle gange kan se det i virkeligheden."
Bogen er blevet til i et samarbejde med en retsmediciner, som også har hjulpet mig med Fanny Fiske-bøgerne."
Derfor kan man også i bogen få en meget detaljeret gennemgang af en såkaldt fri-sektion af et kvindeligt drabsoffer, og kendskab til, hvordan medicin mod spedalskhed sætter biologiske spor.
Publiceret: 02. September 2010 03:00