Da organisationen "Familier med kræftramte børn" onsdag indtog et forårspyntet Tivoli med over 2.200 deltagende medlemmer, var der tale om en tilbagevendende begivenhed, som betyder alverden for de kræftramte børn og deres familier.
Det var 6. gang, at direktionen i Tivoli havde valgt at lave dette lukkede arrangement til fordel for de mange kræftsyge børn og deres familier. Samtlige forlystelser og de fleste restauranter havde i dagens anledning valgt at holde åbent for at give de syge børn og deres familier en oplevelse helt ud over det sædvanlige.
For at give de mange børn, unge og deres familier en så minderig og flot dag som muligt, havde Xander og Ankerstjerne valgt at give en eksklusiv intimkoncert på plænen i Tivoli. Sebastian Dorset styrede løjerne på scenen og agerede i dagens anledning konferencier, og var i vanlig morsom stil underholdende, både for de kræftramte børn og deres familier.
- Kræftramte børn og deres familier lever en ofte barsk og trist hverdag. Der er langt imellem lyspunkterne for disse familier, da rigtig meget tid går med hospitalsindlæggelser, undersøgelser og lange ventetider. Det er kort sagt et forløb der tærer hårdt på hele familien. Det er derfor rigtig vigtigt, at de kræftramte børn og deres familier får nogle rekreative frikvarterer, hvor sygdommen kan komme lidt i baggrunden. En dag som den 11. april i Tivoli er et af de absolutte højdepunkter for vores mange medlemsfamilier, og der skal lyde en stor og varm tak til Tivoli, for at gøre denne oplevelse mulig for vores mange medlemmer, udtaler formanden for 'Familier med kræftramte børn', Kurt Hansen.
En af de familier der deltog, var Tina Horn fra Janderup ved Varde sammen med døtrene Natasja og Emilie.
- Vi tog toget fra Esbjerg kl. 7.40. DSB havde reserveret vogne til kræftramte og familier. Vi var tilbage igen i Esbjerg kl. 20.23, fortæller Tina Horn.
Natasja fik konstateret leukæmi for halvandet år siden, men hun viser store fremskridt.
- Natasja fik sin venekateder ud den 20 marts. Hun afsluttede de intravenøse behandlinger i midten af Januar, fortæller Tina Horn.
Frem til april næste år, skal hun have kemopiller hjemme, og til Odense hver 4. uge til blodprøve og klinisk undersøgelse.
Hver 8. uge skal hun ha taget en rygmarvsprøve. Dem mangler hun syv af endnu.
- Men hun har fået mere overskud og energi, smiler Tina Horn som har taget orlov for at passe sit syge barn.
Børnene nød turen i Tivoli.
- Alene turen derover i tog, syntes mine børn jo var dejligt! Vi fulgtes med en pige fra Bramming, Sarah og hendes forældre.
- Vi mødte endvidere en del vi kender fra afd. H2 i Odense. Det er jo dejligt og se det går godt for de fleste af børnene, smiler Tina Horn
- Det var så sjovt at prøve alle forlystelser, lyder det fra hendes to børn, Natasja og Emilie.
- Vi nød især rutchebanen, som vi prøvede 10 gange, griner de to piger.
Og mor Tina er glad for denne oplevelse.
- Det er jo helt fantastisk at der findes disse foreninger. De gør virkelig en kæmpe forskel for de syge børn, og deres familier.
- De får nogle gode oplevelser, og det er så skønt at se sine børn grine, ha det sjovt, og lige glemme sygdommen en dag, slutter hun.
Godt trætte, efter en lang dag fyldt med gode oplevelser, sjov og musik, sørgede DSB for at familien kom godt hjem igen.
Statistik om børnekræft:
- Hvert år får ca. 160 børn i alderen 0-14 år konstateret kræft i Danmark. Det tal har været konstant siden 1943.
- Børn rammes af andre kræftformer end voksne. Leukæmi, lymfekræft og hjernesvulster er de mest udbredte kræftformer hos børn, mens de derimod sjældent rammes af lungekræft, brystkræft og tarmkræft.
- Ca. tre ud af fire børn helbredes i dag for kræft - dog med variationer fra sygdom til sygdom. Ved nogle kræftformer er helbredelsesprocenten over 75 procent, mens den for andre er lavere.
- Et behandlingsforløb for børn strækker sig typisk over to til tre år. Børn reagerer generelt bedre på behandling end voksne, lige meget hvilken kræftsygdom der er tale om. Børnene behandles med operation, kemo- eller stråleterapi - ofte i kombination med hinanden. Derudover suppleres kræftbehandlingen af f.eks. blodtransfusioner og antibiotika.
- Der er forskellige bi- og senfølgevirkninger ved behandling, som kan være mere eller mindre alvorlige.
Det drejer sig bl.a. om svækket korttidshukommelse og indlæringsevne, nedsat syn, hørelse og funktionsevne på vitale indre organer, lever, lunger, nyre og hjerte m.v.
Familier med kræftramte børn' er en selvstændig, landsdækkende organisation, der formidler personlig kontakt og støtte til familier med kræftramte børn og udbreder kendskabet til de vilkår, som børn og unge med kræft og deres familier lever under.
- 'Familier med kræftramte børn' afholder en række faglige, sociale og rekreative aktiviteter for børn og unge med kræft og deres familier samt arbejder for forbedringer i behandlingen af og omsorgen for børn og unge med kræft.
- 'Familier med kræftramte børn' driver et mindre ferie- og rekreationscenter, hvor familier med kræftramte børn og unge fra hele Danmark kan få et ophold.
- 'Familier med kræftramte børn' blev etableret i 1983 og har i dag over 2.000 familiemedlemmer, der alle repræsenterer en familie, som har eller har haft et kræftramt barn. Hertil kommer et større antal støttemedlemmer. Størstedelen af arbejdet i organisationen med gennemførelse af aktiviteter og arrangementer sker på frivillig og ulønnet basis.
Publiceret: 12. April 2012 15:00