I de sidste par måneder har det ikke kun været homovielser, der har været hedt debatteret i medierne, ind imellem har aviserne også givet spalteplads til de kommende kirkelukninger i København.
Der er følelser på spil i begge emner, og mange mennesker både inden for og uden for kirkemurene har givet deres mening til kende.
Tidligere på året var der også en anden debat i gang om folkekirkens forhold, som skabte overskrifter på forsiderne, nemlig om messefald og tomme kirker.
Det er en triviel debat, som dukker op med jævne mellemrum. Hvor meget reelt sagen har på sig, er vist temmelig uvist. Men selve spørgsmålet om, hvorfor der ikke skal spares i folkekirken, når vi lige har haft en økonomisk krise, og alle andre områder i samfundet skal rationalisere, er vel i orden.
Hvem kan forsvare, at hele apparatet med præst og organist, kordegn og kirketjener skal sættes i værk for nogle få kirkegængere en søndag formiddag?
Tid til fordybelseJeg havde en oplevelse sidste sommer på Samsø, en dejlig sommermorgen, hvor jeg cyklede af sted på nogle fredelige veje for at nå frem til Kolby Kirke til gudstjenesten kl. 9.
Det emmede af sommer overalt i den friske morgenluft, og himmelen hvælvede sig blåt over hele landskabet. Alt føltes så stille, ikke mindst da jeg gik ind på kirkegården. Var der mon ingen andre, der havde tænkt sig at gå i kirke?
Da jeg stak hovedet ind i kirkerummet, stod en mand og en kvinde og småsnakkede nede ved orglet, sikkert organisten og kirkesangeren, tænkte jeg og kikkede mig lidt omkring, før jeg satte mig ind på én af bænkene.
Så satte orglet i, for de havde åbenbart registreret den enlige kirkegænger, og præsten kom strygende op ad midtergangen uden at se til højre eller venstre og stillede sig foran alteret.
Det fløj gennem mit hoved, ?Det her har jeg aldrig prøvet før - mon personalet er irriterede over at være nødt til at blive her, eller er de måske ligefrem glade, fordi de får lov til at arbejde?"
Ingen snyd på vægtenHele situationen føltes en smule akavet, og jeg var egentlig ret glad for, at jeg kunne rejse og sætte mig på de rigtige tidspunkter! Der var heller ingen snyd på vægten, prædikenen var lang og gedigen, de fem salmer ligeså, og der var også altergang, og da jeg omsider havde fundet lidt ro, blev det hele mindre underligt.
Her var jo fred til både at lytte og tænke. Ikke et eneste ord gik tabt, og det var ligesom umuligt at tabe koncentrationen. Jeg blev lidt bevæget over at være genstand for al den service, og der dukkede forskellige spørgsmål op. For hvad er det lige, kirken tilbyder? Hvad særligt er der ved det, der sker i kirken - er det noget, som vi ikke lige så godt kan hente andre steder?
Andre erfaringer kan selvfølgelig ligne dem, vi finder i kirken, og så alligevel. Pludselig stod det ret klart for mig, at der er tale om en førstehåndsoplevelse af en særlig slags.
En ro at fordybe sig i, et nærvær, som ikke kan forklares, og ord, der vækker og trøster. Ordene falder lige på rette sted, og jeg kan kun blive forundret over, at de rammer så godt.
De er også en anledning til at se alting i et andet perspektiv, end jeg plejer, og til at besinde mig på mig selv og min hverdag. Hvad bruger jeg min tid på - hvordan er mit forhold til andre mennesker?
Prædikenen er en slags direkte tale, der virker som en udfordring på mig. Hvad betyder det med troen? Og med kærligheden? Er det vigtigste i livet ikke alt det, jeg modtager?
Da postludiet var klinget ud, rejste jeg mig for at gå ud og hilste på præsten i kirkedøren. Udenfor var luften mild og lun, og på hjemvejen cyklede jeg forbi små boder i vejkanten med friske grøntsager og jordbær.
Tænkte lige på et skriftsted, hvor Jesus siger: ?Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem?. (Matthæusevangeliet 18,20).
"1 altergæst" har kirkesangeren skrevet i optællingsbogen den søndag, og det batter jo ikke rigtig i kirkestatistikken. Snart vil nøglen blive drejet om i 17 kirker i København.
Det er ikke smukke middelalderkirker, men alligevel. Er det ikke et udtryk for, at folkekirken som trossamfund er ved at lukke og slukke?
"Næ", siger de, der har forstand på den slags. Det hænger sammen med den demografiske udvikling herhjemme. Når folk flytter ud af byen, flytter kirken med. Siden 1840?erne er der faktisk kun lukket ni kirker i Danmark, mens der i samme periode er bygget mange nye kirker.
Følelser for kirkenI de sidste 40 år er der bygget over 100 nye kirker. Men hvad hjælper det, hvis det lige netop er min kirke, der bliver ramt af lukning? Mange danskere har følelse både for kirke og kristendom, selv om de ikke overrender kirken.
Som religionsforskeren Iben Krogsdal peger på i sin nye bog, så forsvinder kristendommen fra livets forgrund, men til gengæld får den stadig større betydning som baggrund.
Kristendommen fungerer "... ikke som noget, man er levende optaget af til daglig eller har særlig forstand på, men snarere som noget, der så at sige altid findes i baghovedet: Som kirken, der står, som den altid har stået, og som den skal blive stående til evig tid. Varetaget godt og professionelt af dem, der har forstand på det, og vedligeholdt gennem ritualerne, der fylder deltagerne – ikke med tro, men med højtidsfornemmelser og følelser af lidenhed eller åbenhed over for den større (kristne) sammenhæng, de gennem udførelsen af ritualerne indgår i. Jo mindre hellig hverdagen bliver, jo mere hellig bliver kirken som fysisk sted?. (Iben Krogsdal: 'De måske kristne', side 239).
God ferie i sommerlandets kirker!
Publiceret: 01. Juli 2012 06:00