For anden gang på en uge er en mand på Ellegårdsvej i Gentofte Kommune blevet forstyrret midt om natten af et pizzabud. Begge gange har buddet stået udenfor døren med en pizza, som skulle være bestilt til manden. Men hver gang har manden stået uforstående overfor pizzabuddet. Ifølge politiets oplysninger havde manden på Ellegårdsvej ikke bestilt pizza nogle af gangene. Seneste besøg fandt sted natten til tirsdag kl. 02.15. Og her fik pizzabuddet også nok. "Pizzabuddet måtte endnu engang køre forgæves. Men denne gang nåede han lige at true manden med at slå ham ihjel" fortæller vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi i Gentofte. Ifølge vicepolitikommissæren har manden på Ellegårdsvej nu anmeldt de mystiske pizzaleveringer. "Om der er nogle, som har bestilt pizza til manden for sjov, eller hvad det ellers kan handle om, ved vi ikke", siger Finn Duris.