Tidligere var lus mest et problem for små børn, Men nu ser frisørerne Henriette Blicher Madsen og Lotte Ølund også tit de små blodsugere i håret på teenagere. Ikke alle sætter hårdt nok ind for at stoppe spredningen. Foto: Peter Friis Autzen
Tidligere var lus mest et problem for små børn, Men nu ser frisørerne Henriette Blicher Madsen og Lotte Ølund også tit de små blodsugere i håret på teenagere. Ikke alle sætter hårdt nok ind for at stoppe spredningen. Foto: Peter Friis Autzen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Også teenagere får lus: Selfies smitter

Hos frisørerne Blicher & Ølund ses oftere, at teenagere får lus. Spredningen sker blandt andet, når de tager selfies

Når en person uden lus stikker hovedet sammen med en person, der har lus, ender det tit med to personer med lus.

Det sker ikke kun i børnehaven, men også når teenagere stikker hovederne sammen. For eksempel for at tage en selfie sammen.

Hos frisørsalonen Blicher & Ølund i Fredericia har man opdaget, at lus ikke længere er forbeholdt små børn.

“Tidligere så vi det mest hos børnehavebørn eller små skolebørn. Men nu finder vi også lus i håret på teenagere,” siger Henriettte Blicher Madsen fra salonen.

Hendes medindehaver, Lotte Ølund, bekræfter.

“Vi ser det hos børn i 7., 8. og 9. klasse. Og i gymnasiet,” siger hun.

For nylig blev hun for eksempel bekendt med, at en gymnasieklasse havde koordineret en kamp mod lus, fordi nogle af pigerne var trætte af, at problemet blev ved at løbe i ring mellem klassekammeraterne.

Ikke pinligt

Både Henriette Blicher Madsen og Lotte Ølund oplever, at teenagerne får lus, fordi de stikker hovederne sammen. For eksempel når de tager selfies sammen. Eller når de sidder tæt sammen og følger med på hinandens små skærme.

Og når de store børn sidder i frisørstolen og får besked om frisørens kriblekrable-fund i deres hårbund, skammer mange af dem sig.

“Men det er der ingen grund til. Lus er ikke noget at skamme sig over. Og det har intet med mangel på renlighed at gøre,” siger Henriette Blicher Madsen.

Alligevel sørger hun og Lotte Ølund for at være diskrete, når de giver teenagerne besked. Helst uden at andre i klinikken hører det.

Derefter gør de alt rent: Tøj, gulv, stol og redskaber. På den måde sikrer de sig mod at bringe lusene videre til andre.

Det er dem her, det handler om: Hovedlus. De suger blod og er mellem en halv og tre millimeter lange. Foto: Gilles San Martin
Det er dem her, det handler om: Hovedlus. De suger blod og er mellem en halv og tre millimeter lange. Foto: Gilles San Martin

Gør noget

Ifølge de to frisører skyldes teenagernes stigende luse-problem ikke kun, at de stikker hovederne mere sammen.

“Det har nok også noget at gøre med, at mange forældre ikke undersøger og kæmmer deres 16-17-årige for lus. Det passer måske ikke ind i børnenes stigende selvstændighed. Men det burde man gøre. Gerne en gang om ugen, så man får standset spredningen,” siger Henriette Blicher Madsen.

Ekspert: Kram spreder lus

Ifølge biolog Kim Søholt Larsen fra firmaet KSL Consulting, er der en klar sammenhæng mellem teenageres optræden og den øgede lusebelastning.

“Det er aldrig blevet videnskabeligt bevidst, at selfies spreder lus. Men vi ser alligevel en sammenhæng mellem de unges måder at være sammen på, og lusenes spredning. Og det er ikke kun selfies: I takt med, at flere og flere krammer i stedet for at give hånd, ser vi flere og flere få lus,” siger Kim Søholt Larsen, der forsker og rådgiver om blandt andet lus og lopper.

Publiceret: 10. Januar 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112