Mindeord om en sand hundeelsker

 Tip en ven    Udskriv    Kommentér   Del
Modtaget af Diane Binau, Breelteparken

Erfaring bekræfter, at – hvis man vil i tale med en fremmed, skal man skubbe en barnevogn eller lufte sin hund. De to er altid indgang til en dialog.

Jeg har nu passeret barnevognsalderen, så det var hunde, der virkede at jeg mødte Karen.

 

En solskinsformiddag for tre år siden. Da jeg var på vej fra et besøg ved min mands grav på Hørsholms Kirkegård blev jeg standset med et træk i frakke ærmet.

"ÅHHH, må jeg ikke hilse på dine hunde?"

Det var det første træf med Karen.

Meget pudsigt rendte Karen og jeg på hinanden forskellige steder i byen.

"Hej med jer, Fie og Skipper!" Men mødte jeg Karen uden mine hunde kunne hun ikke genkende mig.

Ensom og bange

Efter flere træf havde jeg lært meget om enken Karen, 80 år og bosat i Rungsted. En ensom dame, der sørgede over døden fornylig af sin mand, hun havde ingen børn, hendes venner var alle borte? og hendes elskede hund var just gået bort.

"Jeg er så ensom og bange." De ord kunne jeg ikke holde ud at høre, så jeg inviterede Karen til frokost hos mig i Breelteparken. Derved forseglede vi et venskab.

Som tiden gik lærte jeg den sande Karen at kende. Hun var ved at blive senil. Hun ringede en nat til mig og fortalte, at der var nogen der forsøgte at bryde inde i hendes hus i Pennehave.

Jeg ringede til politiet og blev informeret om, at Karen var en flittig gæst på 112-linjen.

 

Mens tiden gik tog Karen og jeg til Hørsholm Kommune for at hun kun visiteres til en bolig her i Breelteparken. Hun var så bange for at være i sit hus.

Endelig en ny bolig

Lykken smilede på os, og Karen blev godkendt til en toværelses, som hun beså og var meget begejstret for at kunne tilflytte.

Så kom tiden for at sætte sit hus til salg. En nevø til hendes afdøde mand virkede som en slags revisor og frarådede Karen at binde sig til en anden bolig, før huset i Rungsted blev solgt. Boligen blev solgt efter to år på markedet, og i mellemtiden døde Karen.

Da boet blev opgjort kom der den store overraskelse for mig - og sikkert for hendes mands familie. Karen havde testimiteret syv millioner kroner til "Dyrenes beskyttelse."

En sand hundeelsker, der forhåbentligt fik sit største ønske opfyldt. Et løfte, jeg havde ellers givet hende, men hun var død og begravet, før jeg kunne sørge for det.

 

"Mille, lov mig, at jeg begraves med min elskede hundes urne!"

Æret være Karen Schous minde.

Publiceret: 16. Januar 2012 08:00
Leveret af Ugebladet
Del på Facebook
Se også:
Ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Lokalavisen.dk