Mikkel Lund med sin kone Marie Bek Lund og deres søn Eskild, der ikke blev døbt i kirken men fik en navngivningsfest.
Mikkel Lund med sin kone Marie Bek Lund og deres søn Eskild, der ikke blev døbt i kirken men fik en navngivningsfest.
Privatfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mikkel har sagt farvel til folkekirken: "Jeg vil ikke være medlem af noget, jeg ikke bruger"

Mikkel Lund tog afsked med folkekirken i efteråret og har ikke fortrudt

Af Kim Skovrup Andersen

Mikkel Lund fra Frederiksbjerg er én af de 1.713 aarhusianere, der meldte sig ud af folkekirken i 2016.

Hovedsagligt af praktiske grunde:

“Det havde ulmet i mig i et stykke tid: Hvorfor være medlem af noget, jeg ikke bruger. Jeg har næsten intet tilhørsforhold til kirken. Jeg synes, der er nogle fine budskaber og gode historiske traditioner i kristendommen, men alt det med fortællingerne om Gud og Jesus, de lange prædikener og de ukendte og ofte usyngelige salmer kan jeg ikke rigtig forene mig med. Jeg synes ikke, folkekirken har fulgt med tiden og er gammeldags. Den ligger langt væk fra min verden og dagligdag,” fastslår den 30-årige specialestuderende.

Sønnen ikke døbt

Han gjorde alvor af sine overvejelser og vinkede farvel til kirken i efteråret.

Mikkel Lunds kone er stadig medlem af folkekirken, men da deres søn Eskild skulle have sit navn for nylig, blev parret enige om at holde en navngivningsfest i stedet for den traditionelle kirkelige barnedåb:

“Det synes vi var den rigtige måde at gøre det på. Så holdt vi taler og sang nogle andre sange, og det var hyggeligt. Så kan Eskild selv tage stilling til, om han vil være medlem, når det er konfirmationstid. Dér er han gammel nok til selv at tage beslutningen, og så tager vi en snak om det. Jeg tror stadig, der er mange i dag, som bliver konfirmeret for festen og gavernes skyld. Og sådan skal det ikke være,” understreger Mikkel Lund, som også finder det en anelse hyklerisk, hvis man kommer i kirken, når man ikke er troende.

Ingen kirkeskat

Afskeden med den store historiske institution har heller ikke skabt problemer fra omgivelsernes side.

“Mine venner og familie har det stort set på samme måde, som jeg har det. De har bare ikke gjort noget ved det,” siger Mikkel Lund og tilføjer:

“På den lange bane kan man spare en del penge, når man ikke skal betale kirkeskat.”

Han er allerede nu afklaret med, at han ikke skal have en kirkebegravelse som ikke-medlem af folkekirken. På trods af, at han stadig har ret til begravelse på en kirkegård i sin kommune som ikke-medlem.

“Det ville slet ikke være i min ånd, og jeg ser ingen grund til, at jeg skulle igennem sådan en kirkelig ceremoni, og så synes jeg heller ikke, mine efterladte skal have bøvl med et gravsted. Der er mange andre muligheder,” siger Mikkel Lund.

Publiceret: 07. Marts 2017 06:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112