Nu er det muligt at begynde at løbetræne, og det er endda gratis.
Nu er det muligt at begynde at løbetræne, og det er endda gratis.

Gymnasieelever får tilbudt gratis løbetræning

Viby Gymnasium og Aarhus 1900 har indgået et samarbejde om at få gymnasiets elever til at løbe. Derfor er der nu planlagt løbetræning, når næste skoleår starter

 Tip en ven    Udskriv    Kommentér   Del

"Kære gymnasieelever: Efter sommerferien er det slut med de dårlige undskyldninger, når det handler om motion. Viby Gymnasium og Aarhus 1900 har nemlig indgået et samarbejde, der gerne skulle få jer til at røre jer mere, end tilfældet er." Når det nye skoleår starter til august bliver der mulighed for at morgentræne og eftermiddagstræne én gang om ugen og samtidig løbe i Aarhus 1900. Og så er det gratis.

"Der er alt for få, der dyrker sport, og der er mange undskyldninger. Hvis træningen er struktureret, så tror jeg, at der er bedre mulighed for, at det bliver en succes. Og når det er gratis, er dét heller ikke en undskyldning, der kan bruges," siger formand for Aarhus 1900 atletik/motion, Leif-Henning Jensen.

Gymnasiet og Aarhus 1900 har fået inspiration til konceptet, fordi et lignende projekt kører på Sjælland.

Forskellige niveauer

For at der kan blive træning for alle, er det meningen, at der bliver forskellige niveauer, så det kommer til at passe til elevernes løbe-evner.

"Vi tror, at de kommer, hvis der bliver lagt et program. Der vil formentlig opstå en afsmittende effekt, fordi man ofte dyrker motion sammen," siger Leif-Henning Jensen.

Målet er indtil videre, at 10 procent af de cirka 600 elever på Viby Gymnasium tilmelder sig den gratis løbe-mulighed.

Hvis det bliver et problem at få de unge mennesker ud af dynerne om morgenen for at skulle løbe på gymnasiet, så er det muligt, at det bliver ændret til to gange træning om eftermiddagen i stedet for, siger projektleder og idrætslærer på gymnasiet, Henrik B. Andersen.

"Vi vil gerne lave noget spændende for vores elever og give dem mulighed for at dyrke idræt, mens de tager en ungdomsuddannelse. Det er tit der, de springer fra, fordi de ikke magter det på grund af skolen. På den her måde bliver det integreret i deres hverdag," siger Henrik B. Andersen, der som udgangspunkt kommer til at lave løbeprogrammerne.

Udover at deltage i den ugentlige træning, er målet, at eleverne skal gennemføre mindst tre af Aarhus 1900's motionsløb på et år. Som en gulerod for de løbeaktive kunne det være muligt, at der bliver et løb i udlandet, som de kan deltage i.

"Et projekt som det her skal løbes i gang, og heldigvis er der stor opbakning til det blandt alle lærerne på gymnasiet," siger Henrik B. Andersen.

Publiceret: 11. Maj 2012 06:30
Del på Facebook
Se også:
Ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Lokalavisen.dk