Hatem Ahmad Alaboud (billedet) er én af de 32 flygtninge, der bor i Lykkens Gave. Til daglig er han i praktik på DTU, og han har planer om en fremtid med fast arbejde og egen bolig i Danmark. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Hatem Ahmad Alaboud (billedet) er én af de 32 flygtninge, der bor i Lykkens Gave. Til daglig er han i praktik på DTU, og han har planer om en fremtid med fast arbejde og egen bolig i Danmark. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Flygtningeboliger: Hjem, kære midlertidige hjem

Flygtningeboliger bliver på kommunalpolitisk plan hyppigt diskuteret. Det Grønne Område besøgte syriske Hatem Ahmad Alaboud i Lykkens Gave til en snak om livet i Danmark, og om at være anledning til stor debat

For første gang under interviewet slår 31-årige Hatem Ahmad Alaboud fra et velkommende smil over i et lettere opgivende kropssprog. Han slår ud med armene.

”Hvad kan jeg gøre,” spørger han og ryster på hovedet.

”Jeg arbejder med mit dansk og mit job for at bevise, at jeg fortjener at være her. Hvis nogle vil hjælpe os, så vil vi arbejde og være en del af samfundet. Det er den fælles indstilling her,” siger han.

På kommunalpolitisk plan diskuteres flygtningeboliger. Det Grønne Område er derfor taget en tur til Lykkens Gave, hvor syriske Hatem Ahmad Alaboud er blandt de 32 flygtninge, som bor i den store, gule villa på Fuglevadsvej.

Han har inviteret indenfor og sætter sig i sofaen i fællesstuen. En tydelig duft af krydderier blandes med stemmerne fra legende eritreanske børn, mens man ud af vinduet ser, at vintermørket af sænket sig.

Spørgsmålet om, hvordan han har det med, at hans og andre flygtninges tilstedeværelse i Danmark fylder meget i medierne, er det, der får ham til at slå ud med armene.

”Hvis vi ikke havde krig i Syrien, ville 90 procent tage tilbage. Vi var glade i vores land. Vi kunne gøre alt, vi kunne få alt. Nogle her i Danmark tror, at vi er tiggere. Det er vi ikke,” siger han.

Turen til Danmark

Krigen i Syrien har varet siden 2011. Hatem Ahmad Alaboud måtte i 2015 flygte fra Damaskus i det krigshærgede land for at undgå at blive en aktiv del af krigen ved at skulle aftjene værnepligt.

Rejsen til Danmark gik først til Tyrkiet. Han forsøgte at få job i landet, men det var svært. I Tyrkiet blev han anholdt og tilbragte 56 dage i fængsel.

”Det var så slemt. Det var ikke tilladt at gøre noget som helst. De tog vores penge og mobiltelefoner, og vi måtte ikke kontakte vores familie,” siger han og fortæller, at han sammen med 150 andre blev sendt tilbage til Syrien.

Tre dage senere krydsede han igen grænsen til Tyrkiet. Turen gik herfra gik op gennem Europa. Målet var Norge, hvor hans bror bor. I Sverige fik han dog at vide, at grænsen til Norge var lukket. Han spurgte, hvordan det var i Danmark, og han fik at vide, at det var fint. Han kom til Danmark 13. december 2015.

22. juni sidste år fik han at vide, at han skulle flytte til Lyngby.

”Jeg var glad, for jeg spurgte om Lyngby, og jeg fik fortalt, at det er tæt på København, og jeg hørte om DTU,” siger Hatem Ahmad Alaboud, der er uddannet ingeniør.

“Hvis vi ikke havde krig i Syrien, ville 90 procent tage tilbage. Vi var glade i vores land. Vi kunne gøre alt, vi kunne få alt. Nogle her i Danmark tror, at vi er tiggere. Det er vi ikke,” siger Hatem Ahmad Alaboud (billedet)
“Hvis vi ikke havde krig i Syrien, ville 90 procent tage tilbage. Vi var glade i vores land. Vi kunne gøre alt, vi kunne få alt. Nogle her i Danmark tror, at vi er tiggere. Det er vi ikke,” siger Hatem Ahmad Alaboud (billedet)

Mulighed for at hjælpe

I den lokale debat om flygtninge nævnes det, at det ikke er fair, at flygtninge kommer foran i boligkøen. Hatem Ahmad Alaboud mener dog ikke, at man kan anskue det på den måde.

”Det handler ikke om at komme foran danskerne. En familie på to forældre og fem børn bor på et lille værelse. Det handler om, at vi har brug for den hjælp, man kan give os. Danskere har langt flere muligheder i deres eget land end os, for vi har brug for, at nogle hjælper os,” siger han, mens han også har svært ved at forstå, hvorfor ikke alle boligforeninger vil være med i kommunens rammeaftale om boliger til flygtninge.

”Hvorfor vil de have så lidt flygtninge som muligt? Jeg synes ikke, at det er fair. Vi kom ikke bare til Danmark, vi slap væk fra krig, for ellers var vi ikke kommet. De har muligheden for at hjælpe,” siger han.

Jeg har en plan

I øjeblikket er Hatem Ahmad Alaboud i ulønnet praktik hos DTU. Han håber, at han vil komme i løntilskud, og at det så fører til et fast job. Han fortæller, at han ikke har drømme for fremtiden. Han har i stedet en plan.

”Jeg har en plan. Ikke drømme, men en plan. Den første del af planen handlede om at komme til Tyrkiet, så Europa. Så vil jeg lære det danske sprog. Jeg vil arbejde for at få dansk statsborgerskab. Jeg kan lide det kolde vejr,” siger han, griner og fortæller, at han to aftener om ugen går til danskundervisning. Han er desuden lige startet på DTU's sprogskole.

”Han er hurtig til at lære dansk. Han er klart én af de bedste. Han taler engelsk, og han taler det så godt, at det er lettere at tale engelsk end dansk,” fortæller Ida Juhler, som er nabo til Hatem Ahmad Alaboud, og som er en del af de frivillige naboer, der har deres faste gang i Lykkens Gave.

Føles som et hjem

I en midlertidig bolig tusinder af kilometer fra hjemlandet, hvor forældrene og hans to søstre bor, fortæller han, at han selvfølgelig savner sin familie. Men fremtidsmulighederne i hjemlandet er dystre.

Til gengæld får han nye venner og nyt netværk i Danmark. Desuden arbejder han som frivillig i Røde Kors' 'Venner viser vej', som er et projekt, hvor flygtninge bliver matchet med jævnaldrende danskere.

Det er alt sammen med til at få Lyngby og Lykkens Gave til at føles mere som et hjem

”Jeg føler mig nok hjemme, ja. Lige nu er dette mit sted. Når jeg får et job vil jeg dog gerne finde en lejlighed, som jeg selv kan betale for,” siger han.

Publiceret: 07. Marts 2017 14:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112