112
Gerningsmændene satte ild til en campingvogn. 
Foto: John Jessen Hansen
Gerningsmændene satte ild til en campingvogn. Foto: John Jessen Hansen

Familiefar efter brandattentat: “Vi lever i frygt”

En familie i Sophiehaven i Hillerød er blevet udsat for hærværk og chikane i et par måneder - tirsdag blev de udsat for et brandattentat

 Udskriv   Del

“Vi lever i frygt.”

Så kort beskriver en familiefar fra bebyggelsen Sophiehaven ved Ullerød i Hillerød den situation, han, hans hustru og deres 12-årige datter har været i siden starten af august.

Her startede en stribe af chikanerier, der tirsdag aften kulminerede med et brandattentat mod familien.

“Vi har flere gange fået knust ruder. Vi er blevet stalket nede i byen. Vi ved aldrig, hvornår det næste vil ske”, siger familiefaren, der ikke ønsker sit navn i avisen.

Tirsdagens brandattentat skete omkring klokken 22.15.

“Jeg lå og slappede af ved siden af min datter, der lige var faldet i søvn. Min kone sad og så tv, da hun pludselig opdagede, at alt stod i lys lue udenfor.”

Brandstifterne havde stukket ild til en knallert. Flammerne spredte sig til en anden knallert og et udhus. Ifølge vidner stod flammerne op over taget i den to etager høje boligblok. Varmen var så voldsom, at ruder blev sprængt i familiens lejlighed, og der kom røgskader hos overboen.

Ifølge familiefaren er gerningsmændene med stor sandsynlighed unge i området. Han havde et mindre sammenstød med et par af dem i starten af august, og derefter begyndte chikanen.

“De har ikke noget at tage sig til, og det går ud over os. Vi ved aldrig, hvornår den næste sten ryger gennem ruden. Det påvirker os meget. Min datter har siddet på sit værelse og oplevet, at en stor sten blev kastet ind gennem hendes vindue”, siger familiefaren.

Død kanin

Datteren har også mistet sit kæledyr.

“Hun havde taget en halvblind kanin til sig, der ellers skulle have været aflivet. Den fandt vi slået ihjel en dag. Vi frygter hvad det næste bliver. En molotov-cocktail gennem vinduet? Eller en kugle?”

Familien har flere gange henvendt sig til politiet om sagen. Tirsdag aften kom politiet da også massivt til stede og gik spor med hunde - dog uden resultat.

“Men det virker ellers ikke, som om der bliver gjort nok”, konstaterer faren.

Efter tirsdagens brand er det Nordsjællands Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, der har overtaget sagen.

Her ønsker lederen Morten Risager Pedersen ikke at kommentere på forløbet forud.

“Vi har lige overtaget sagen fra lokalpolitiet i Hillerød. Men nu går vi i gang med efterforskning. “Jeg kan ikke sige så meget konkret endnu, men vi skal i gang med afhøringer af vidner og tekniske undersøgelser. Vi har hele paletten fremme,” siger Morten Risager Pedersen.

Ud over branden ved familiens lejlighed blev der også stukket ild til en campingvogn på en nærliggende parkeringsplads i bebyggelsen.

“Det er ikke vores, men den tilhører nogen, der tidligere har været i strid med de samme mennesker”, siger den brandramte familiefar.

tim@hip.dk

Der skete voldsomme skader ved branden ved familiens lejlighed. 






















Foto: John Jessen Hansen
Der skete voldsomme skader ved branden ved familiens lejlighed. Foto: John Jessen Hansen
Publiceret: 08. November 2012 09:00
Del på Facebook
Se også:
Seneste 112
Tilmeld dig 112-nyhederne
Skriv din mailadresse og klik på tilmeld
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Lokalavisen.dk