Tilmeld dig 112-nyhederne

Fik du læst

Henriette blev ramt af kræft og blodprop: Nu løber hun maraton

Ny chokvideo: Se tricktyve lænse mands konto

Fængselsdom til lokal politimand for Thor-bortførelse

Kate Moss i bar figur: 24 portrætter af nøgne kvinder

Maja Sørensen Beck har i dag fået sine brune lokker tilbage. Det brede smil har hun hele tiden haft.

"Den største styrke findes i de mindste mennesker"

Maja Sørensen Beck har kæmpet sig tilbage til livet. Det samme er hendes forældre Henry og Dorthe i gang med. For selv om de er lykkelige for, at deres datter er rask, så vender man ikke bare tilbage til livet efter en halvanden år lang kamp mod kræften.

Rune Weitling

Tip en ven

Udskriv

Kommentér

Del

Der er stille i bilen på vej til Odense. Sådan er det altid.

Inde i hovederne på Henry og Dorte "larmer" tankerne dog. "Bare der ikke er noget". "Vi skal huske at spørge om det og det". "Hva' nu hvis". Så er det som regel, at tavsheden bliver brudt fra bagsædet:

- Må jeg høre Skæg (Hr. Skæg, børnesanger, red.).

Det må Maja gerne, for så er der da én, som siger noget i bilen på vej til Universitetshospitalet, hvor familien Sørensen Beck allerede har tilbragt alt for mange timer af deres liv. I dag er de derovre hver anden måned til kontrol, så de og lægerne kan sikre sig, at Majas kræft ikke er vendt tilbage. For i dag er den 5-årige pige rask.

Bundet i frygt og kaos

Sidste gang, avisen mødte Maja Sørensen Beck, var hun i efterisolation. Det betød, at hun ikke kunne lege med sine venner i børnehaven, ligesom hendes søskende ikke altid kunne bo hjemme på grund af infektionsrisikoen.

Det hele begyndte den 1. juni 2010 med det, som familien troede var en maveinfektion. På hospitalet mente man, at det kunne være kyssesyge, men inden længe stod det klart, at Maja havde en tumor på størrelse med et marmeladeglas på den ene nyre. Siden fulgte et langt og udmattende sygdomsforløb, hvor både familiens tro og kærlighed til hinanden har været testet. I dag er Maja erklæret rask, og selv om familiens højeste ønske dermed er gået i opfyldelse, så er det ikke lutter idyl.

- Det lyder hårdt, men livet finder ikke bare sig selv igen, fordi Maja er rask, siger Henry Sørensen Beck og fortsætter:

- Vi er vanvittig lykkelige over, at Maja er erklæret rask. Men det, jeg mener, er, at man hopper ikke bare lige tilbage til livet. Vi har levet en tilværelse, der på mange måder har været bundet i frygt og kaos, for vi vidste jo ikke, hvordan det ville ende, siger Henry og ser på Dorte, der nikker:

- Første gang Maja havde mavepine, efter hun var erklæret rask, døde jeg næsten en lille smule. Jeg var så bange. Jeg var klar til at operere med det samme. Det er rigtig svært, fortæller Dorte, som har erkendt, at den angst kommer hun og Henry aldrig af med. Men de er godt i gang med at lære at leve med den.

Hverdag med struktur

For Henry, Dorte, Maja og resten af familien er der særlig én ting, som de betegner som et vendepunkt.

Det var det sommerhusophold, som Maja fik foræret af Ønskefonden, og hvor hele familien kunne være samlet og være rigtig sammen for første gang i lang tid.

- Der turde vi begynde at kigge en anden vej. Alle havde gavn af hinanden på den ferie, og der var det virkelig som om, at vi vendte tilbage til livet på en måde. Den ferie, og så juleaften i år, hvor vi også alle var samlet, har været vigtige for os, siger Dorte.

Vigtigt er det også, nu hvor Maja er rask, at vende tilbage til hverdagen. Og til et liv, hvor hvert eneste minut ikke er præget af den forbandede sygdom. Det betyder, at dagligdagen skal struktureres igen, og det, erkender Henry og Dorte hudløst ærligt, kan være vanskeligt.

- Kim Larsen synger, at "så vender vi kajakken". Det gør man ikke bare efter sådan et forløb. I halvandet år har alt været rettet ind efter Maja, og nu skal det så rettes lidt af igen, og det er ikke bare noget, man gør. Men vi kæmper gerne med det, for det helt igennem vigtige er jo, at Maja er rask igen, siger Henry og smiler til Maja, der har masser af appetit.

Både på den jordbærkage, som Henry har taget med hjem, og ikke mindst på livet.

Både Henry, Dorte og Maja har kæmpet med Majas kræftsygdom. En kamp, de har vundet ved at holde sammen, give plads til usikkerheden og ikke mindst ved at give masser af kærlighed til hinanden.

En tapper pige

Ligesom sidste gang avisen mødte Maja, er hun også denne gang sprængfyldt med livsglæde.

Og det selv om hun let bliver syg i børnehaven, fordi hun ikke har haft alle de samme sygdomme som sine legekammerater. Og det selv om hendes hjerte er slidt på grund af kemoen. Og det selv om hun mangler en nyre.

- Ja, den største styrke findes i de mindste mennesker, siger Henry, ser hen på Maja, og tilføjer:

- Hun har virkelig været tapper i alt det her. Det værste for hende, er, og har været, når hun skal have taget blodprøver. Alle de grimme ting husker hun ikke, og det er vi lykkelige for, siger Henry, mens Maja selv bryder ind:

- Og sidste gang, der gav det bare lige sådan et prik i min finger (ved blodprøven, red.), og der græd jeg slet ikke, smiler den tapre pige.

Da avisen sidst mødte Maja var hun i efterisolation, hvilket betød, at hun måtte bruge mange timer på at lege på sit værelse i stedet for henne i børnehaven. I dag er hun tilbage hos sine legekammerater.

Livet er flygtigt

Tapper har Dorte og Henry også været. For selv om den største kamp naturligvis har handlet om Maja, så har de også selv kæmpet.

Kæmpet for at holde sammen på det hele, selv om de aldrig har tvivlet på hinanden. Dertil er deres kærlighed til både hinanden og børnene for stor. Men det betyder ikke, at de ikke også har haft dage, hvor det har været mere mørkt end lyst.

- Sådan et forløb giver nogle ar på sjælen. Men det er også vigtigt at få fortalt, at man kan komme igennem det. At det ikke er lig med den sikre død, når man bliver diagnosticeret med kræft, siger Dorte, mens Henry stemmer i:

- Vi har været heldige med et fantastisk bagland. Forstående arbejdsgivere, venner og familie. Og så rykkede vi endnu tættere sammen som par. Man må ikke glemme hinanden i sådan et forløb, siger Henry.

Begge er de enige om, at det bedste råd til andre i samme situation må være, at man skal give hinanden plads. Plads til at vælte. Plads til at være ked af det. Plads til at være usikker. Men man skal bare huske at tale sammen i alt det.

- For ellers ender det med, at man tænker det værste, og det er ødelæggende for alt, siger Dorte og ser på Henry, der eftertænksomt sidder og ser hen på Maja:

- Man skal finde kærligheden ved at kaste frygten bort. Livet er flygtigt. Hvis vi glemmer det, så går vi glip af hinanden.

For godt et år siden kunne du læse Majas historie her i avisen. Og hvordan hun reagerede, da Ønskefonden kom forbi. Du har mulighed for at læse artiklen som e-paper på vores hjemmeside.

Publiceret: 29. April 2012 07:00

Leveret af Lokalavisen Esbjerg

Del på Facebook

Se også:

Nu tager 11-årige Jens til Barcelona

Esbjerg City støtter Brysterne

Har din partner prostata-kræft?