En ældre mand var tæt på at dø efter en tur i byen
Af Carsten Pedersen
En 71-årig mand fra Helsingør, må være faldet om under en heldig stjerne, efter en våd bytur lørdag nat. Manden blev af flere mennesker set liggende livløs på gaden, hvilket fik Nordsjællands Politi til at sende en patrulje til stedet.
I første omgang gik meldingen på, at det var en såkaldt "beruser" og da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene ganske rigtigt konstatere, at manden var spirituspåvirket.
Betjentene prøvede, at få stablet manden på benene og sendt ham til sit hjem i Bjergegade, den selvsamme gade, hvor han var blevet fundet liggende i sneen.
Herefter udvikler situationen sig meget dramatisk, da manden pludseligt rammes af et hjertestop. Betjentene yder med det samme førstehjælp og tilkalder en ambulance.
Tilfældigvis kommer en sygeplejerske forbi i det samme og assisterer straks betjentene med sin ekspertise, hvilket formentlig redder mandens liv.
Manden blev kørt med udrykning til det nærliggende Helsingør Sygehus, hvor han stadig er indlagt og hans tilstand betegnes af lægerne, som værende kritisk.