Peter Pausgaard foran sin sorte Mercedes, som pludselig dukkede op i lyskrydset, hvor ægteparret fra Bogense var gået i stå.
Peter Pausgaard foran sin sorte Mercedes, som pludselig dukkede op i lyskrydset, hvor ægteparret fra Bogense var gået i stå.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ægtepar i dyb nød: Men så dukkede unge Peter op - som en engel i sort Mercedes

Af Jacob Hove

Tak til helten i Vejle. Sådan indleder Erik Hansen sin e-mail til Lokalavisen Vejle. Den 75-årige mand fra Bogense har netop været på et besøg i Vejle sammen med sin hustru, og her skete der noget så fantastisk, at han er nødt til at fortælle avisen om det.

Hvert andet år er Erik Hansen i Vejle for at blive undersøgt på sygehuset. Denne gang var han og hustruen i dårlig tid til aftalen klokken 8, og to lyskryds før sygehuset bryder bilen sammen.

“Jeg må indrømme, at jeg var noget ude i torvene og vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre,” fortæller Erik Hansen, der udover at være sent på den også var fastende på grund af den forestående undersøgelse.

“Så står vi der, mens bilerne suser om ørene på os,” fortæller Erik Hansen.

Men så sker der noget.

“Pludselig svinger en flot Mercedes ind foran os og en rask, ung mand stiger ud af bilen og siger, 'dav, jeg hedder Peter, kan jeg hjælpe jer med noget',” siger Erik Hansen.

En engel?

Manden i den sorte Mercedes hedder Peter Pausgaard, og han fortæller om episoden i den travle morgentrafik:

“Jeg kom kørende hen til lyskrydset og kunne se, at der holdt en bil med katastrofeblinket tændt. Alle de andre biler kørte udenom, så jeg kørte ind foran og spurgte, hvad der var galt.”

Ægteparret fra Bogense fortæller ham, at de har en aftale på sygehuset, men at deres bil er gået i stå, og de nu er sent på den.

“Jeg fik skubbet bilen ind til siden, og så sagde jeg, at jeg nok skulle køre dem på sygehuset.”

Peter Pausgaard ejer et autoværksted, og han siger til ægteparret, at han nok skal tage sig af bilen. Han får ægteparrets telefonnummer og giver dem sit visitkort.

Lyst til at hjælpe

Da Erik Hansen og hans kone er færdige på sygehuset, ringer de til Peter.

“Han fortalte, at bilen var færdig om en halv time, og han sagde, at han gerne ville hente os. Men jeg har gps i telefonen, så vi satte den på hans adresse og gik en dejlig tur gennem gågaden og ned til hans værksted,” siger Erik Hansen.

“De var helt vildt glade og sagde, at jeg var en engel sendt fra himlen,” fortæller Peter Pausgaard, der i mellemtiden har fået ordnet bilen.

“Vi fik betalt og takkede og bukkede og lagde en ekstra skilling, så der var til en fyraftensøl,” siger Erik Hansen, der opsummerer sin oplevelse i Vejle:

“Det er en solstrålehistorie, og jeg kan ikke lade være med at tænke på: 'Hvor kom han fra'.”

Peter Pausgaard siger om episoden:

“Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle have deres bil på værksted, da jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget. Jeg kan godt lide, at vi hjælper hinanden, og når jeg hører, hvor glade de blev, og at jeg må være en engel, så får jeg endnu mere lyst til at hjælpe.”

Publiceret: 09. Oktober 2016 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112