Den 8-årige pige blev fundet kvalt i et badekar på 1.sal i denne villa på Rådyrløkken i Korup
Den 8-årige pige blev fundet kvalt i et badekar på 1.sal i denne villa på Rådyrløkken i Korup
Foto: Jane Thoning Callesen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Advarsel - familietragedie bag kulissen: ”Du skulle ikke have taget hende fra mig. Hun ligger i badekarret. Jeg har slået hende ihjel”

Lokalavisen rekonstruerer her deltajerne omkring det tragiske drab på en 8-årig pige

Sådan blev artiklen til

Artiklen er baseret på observationer fra Rådyrløkken, interviews med Fyns Politi og de oplysninger, der kom frem under fredagens grundlovsforhør.

Her læste specialanklager Klaus Holten Kristensen op af de foreløbige politirapporter og afhøringer, herunder morens forklaring.

J.J. selv ville ikke udtale sig under grundlovsforhøret. Retten har nedlagt forbud mod at nævne navnene på moren og datteren, men de har vurderet, at vi må gerne bringe billeder fra J.J.'s bopæl på Rådyrløkken.

Ved middagstid torsdag den 4. august ringer telefonen hos en 40-årig mor fra Korup.

Ifølge displayet på skærmen kommer opkaldet fra den telefon, der tilhører hendes 8-årige datter.

Datteren er om mandagen taget på samvær hos sin 51-årige far J.J., som moren kort forinden er blevet separeret fra.

Mor og datter har aftalt at ringe til hinanden hver dag under det ugelange samvær, men kommunikationen har indtil nu været forvirrende med opkald, der bliver afbrudt og SMS'er, der ikke kan åbnes.

"Hej skat," siger moren forventningsfuldt, da hun tager telefonen. Men det er ikke datterens lyse stemme, der møder hende i den anden ende. Det er J.J.

"Du skulle ikke have taget (datterens navn, red.) fra mig," siger han. "Hun ligger i badekarret. Jeg har slået hende ihjel.

Vold var hverdagskost

Tragedien begynder 10 år tidligere, da moren og J.J. flytter sammen. J.J. har to voksne børn fra et tidligere forhold, og i 2008 bliver de sammen forældre til en lille pige.

Men forholdet bærer præg af, at J.J. har et alkoholmisbrug. Han drikker mellem 10 og 15 øl om dagen, og dertil kommer et stort forbrug af vin og spiritus. Samlivet i den 182 kvadratmeter store villa på Rådyrløkken i Korup er alt andet end lykkeligt.

J.J. udsætter jævnligt moren for spark, skub og slag direkte i ansigtet, men hun melder det ikke til politiet, og hun søger ikke læge. Kun en enkelt gang, hvor J.J. skubber hende ned af trappen, tager hun på hospitalet, men hun fortæller ikke lægerne, hvordan skaderne er opstået. J.J. slår også datteren bagi, og på et tidspunkt truer han med at slå både moren og datteren ihjel.

Fik ingen aftensmad

Trods alkoholmisbruget formår J.J. tilsyneladende at passe sit arbejde som truckfører i en virksomhed på vestfyn. Moren arbejder som social- og sundhedshjælper, og datteren går i 0. klasse på Havrehedsskolen i Morud.

I familiens baghave står både trampolin, legehus og legestativ, og set udefra ligner villaen de andre parcelhuse på vejen. Men bag facaden udspiller der sig et mareridt.

Stemningen i huset er ikke tryg, og når moren er på aftenvagt, får datteren for eksempel ingen aftensmad. J.J. lægger sig bare til at sove på sofaen, og pigen tør ikke vække sin far af frygt for, hvad han kan finde på at gøre.

Fik hjælp til at flytte

Først på sommeren opstår endnu et skænderi mellem parret. Denne gang er det så voldsomt, at moren tager datteren med sig og anmoder om separation.

Hun orienterer datterens klasselærer på Havrehedsskolen i Morud om skilsmissen, og hun får hjælp af en anden mor fra klassen til at pakke sine ting og flytte. I første omgang kommer mor og datter på krisecenter, men senere flytter de ud til morens forældre. Villaen på Rådyrløkken bliver sat til salg. Datteren har ind til nu været vådligger, men hun stopper med at tisse i sengen, da de flytter fra J.J.

Uenige om samvær

J.J. chikanerer i tiden herefter både mor og datter med opkald, emails og SMS'er. Chikanen får dem til at skifte telefonnummer.

Moren er bange for, hvad J.J. kan finde på at gøre, og hun ønsker derfor at få den fulde forældremyndighed over deres datter.

Men på et møde i Statsforvaltningen den 20. juli bliver det besluttet, at datteren skal have en såkaldt 7-7 samværsordning, hvor hun skal bo en uge hos hver forælder.

Det bliver også vurderet, at hvis ikke moren finder et passende sted at bo inden skolestart, vil den fulde forældremyndighed overgå til J.J. Moren finder derfor et hjem, som hun begynder at sætte i stand, så de kan flytte ind inden skolestart.

Imens tager den 8-årige datter hul på samværet hos sin far. Efter hun første gang har været alene hos J.J., begynder hun at tisse i sengen igen. Næste samvær, som bliver det sidste, begynder mandag den 2. august. Moren ser aldrig sin datter i live igen.

Lugter af alkohol

Da moren torsdag middag modtager det skæbnesvangre opkald fra J.J., er hun hos sine forældre. Hendes far alarmerer politiet .

Betjente kører straks afsted til villaen på Rådyrløkken, og de går ind gennem en dør ved garagen. I entreen bliver de mødt af blodspor, der fortsætter op af trappen mod 1. sal.

Her finder de J.J. på en hjørnesofa. Han er iført sorte underbukser, og hans underarme og håndled bløder fra snitsår, han har påført sig selv. Han lugter kraftigt af alkohol.

Bag en blodindsmurt dør til et badeværelse finder betjente den døde 8-årige pige. Hun har underbukser og en trøje på, og hun ligger på ryggen i et badekar uden vand.

Retsmedicinere har senere fastslået, at pigen er blevet flyttet, efter døden indtraf, og at hun døde cirka 10 timer inden, hun blev fundet. De foreløbige resultater af obduktionen viser, at døden skete som følge af kvælning.

På kanten af badekarret finder politiet en blodig hobbykniv og en peberspray. Toiletbrættet er revet af og ligger på gulvet sammen med en flaske sprut. På gulvet står også drinksglas, slukkede stearinlys og en bærbar computer, der stadig er slået op.

Desuden finder politiet flere afskedsbreve i forseglede konvolutter i A3-størrelse. Et af dem bærer morens navn. Brevene beslaglægges af politiet sammen med den bærbare computer fra badeværelset, en mobiltelefon med grønt cover og en iPhone med Mickey Mouse-klistermærker og blodspor på.

Skyd mig!

Den 51-årige J.J. bliver efter anholdelsen kørt med ambulance til OUH for at modtage behandling for snitsårene. Hans promille bliver via udåndingsluft målt til 0,81. Narkotikatesten er negativ.

Da lægerne spørger J.J., om han fejler andre ting, svarer han:

"Jeg må jo være syg i hovedet."

Senere siger han til en betjent:

"Vil du ikke godt tage din tjenestepistol og skyde mig direkte i ansigtet. Jeg har det ikke godt."

Lægerne vurderer umiddelbart, at han er selvmordstruet men ikke psykotisk, og han overflyttes til en lukket psykiatrisk afdeling, hvor han tilbringer natten. Dagen efter bliver han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Han nægter sig skyldig i manddrab, men erkender vold med døden til følge.

Publiceret: 11. August 2016 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

Annonce
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112